Skagen

Peter Wessel holdt også ferie i Skagen

De blå spejdere fra Peter Wessel Gruppe vendte lørdag hjem efter en uges sommerlejr i Skagen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Peter Wessel-spejderne tankede op flere gange undervejs hjemover. Her på torvet i Ålbæk. Foto: Bent Jakobsen

SKAGEN:Skagen er sagen for tusindvis af turister, der hver sommer strømmer mod nord for at nyde den storslåede natur og den helt specielle stemning på toppen af Danmark. Blandt de mange sommergæster har i den forløbne uge været et halvt hundrede blå spejdere fra DDS Peter Wessel Gruppe i Frederikshavn. Lørdag cyklede de hjem fra en uges sommerlejr, godt solbrændte, en anelse trætte og med rygsækkene fyldt med indtryk og oplevelser. Peter Wessel-spejderne havde lånt en spejderhytte og lejrplads af DDS-kollegerne fra Lars Kruse Gruppe i Skagen. Med lejren på Skarpæsvej i den nordvestlige udkant af Skagen som fast base har de i den forløbne uge oplevet Skagen på allernærmeste hold. Gode oplevelser Programmet har blandt meget andet budt på tur til Sandmilen, Den tilsandede Kirke, Grenen og Skagen Odde Naturcenter. Desuden er det blevet til besøg på havnen og så hjem og ryge makrellerne i en hjemmelavet rygeovn, og i den uge af sommerferien, hvor vejrguderne smilede om kap med de blå spejdere fra Frederikshavn, blev det også til flere badeture i det varme vand omkring Skagen. Onsdag var der forældredag, og lørdag gik turen så hjemover. For de størstes vedkommende på cykel, mens mini- og mikrospejderne tog toget sydpå.