Peters Jul sælger billetter

Amatørscenen Morskabs-Theatret har tilsyneladende ramt plet ved i år at satse på en juleforestilling.

Lars Aare
Morskabs-Theatrets formand Jens Yde Blom - her i midten med instruktør Martin Schwab ved sin side - under audition til Peters Jul i august - glæder sig over publikums opbakning til musicalen. Arkivfoto: Claus Søndberg
Teater 1. november 2011 18:00

Allerede inden udgangen af oktober er stort set alle billetter til de 13 forestillinger af Peters Jul fra 19. november til 11. december udsolgt. - Lige nu har vi kun få billetter til de fleste af forestillingerne, lyder det fra teatrets formand Jens Yde Blom. De seks af forestillingerne er på forhånd solgt til Nørresundby Bank, der har videresolgt billetterne til sine aktionærer. Her er alt udsolgt. Derudover er der syv offentlige forestillinger, hvor en enkelt er helt udsolgt og de øvrige er tæt på at være det. - Vi har mulighed for løbende at supplere med ekstraforestillinger og har netop besluttet at lægge én ind fredag 3. december. Hertil kan der købes billetter fra på mandag, siger Jens Yde Blom, der glæder sig over, at Aalborg til stadighed bakker op om amatørscenen, som han dog understreger også har et kunstnerisk niveau, der fortjener det. Allerede nu kan det fastslås, at Peters Jul vil blive set af omkring 3000 mennesker. Og faktisk vil Morskabs-Theatret under netop denne forestilling runde 100.000 solgte billetter i sin 14-årige levetid. Peters Jul blev udgivet på vers i 1866. Det er den med "Jeg glæder mig i denne tid/nu falder julesneen hvid..." Siden er historien blevet udsat for både satire og filmatisering og omsat til musical af Martin Miehe-Renard, og det er sidstnævnte udgave, der opføres i Aalborg. Der var audition i august, og siden har de næsten 40 spillere med skuespilleren Martin Schwab som instruktør arbejdet intenst på at få forestillingen til at swinge. Morskabs-Theatret havde i årene 1997-2002 en tradition med at opføre Nøddebo Præstegård ved juletid. Og Jens Yde Blom vil ikke afvise, at Peters Jul kan blive til en ny juletradition i Aalborg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...