Petersen - nu med kunst

BRØNDERSLEV:Det er et sikkert sommertegn, når Ernest Petersen, fynsk klaverstemmer m.m i Hjørring, begynder at stave sit efternavn med et d så blødt som rygeost. Så er det ved at være tid til den omflakkende sommercabaret, som han i år, for 16. gang, er bagmand for, medspiller i og pianist for. Pedersens Sommercabaret hedder i år ”Forklædt som kunst”. En anden nyhed er, at ensemblet er udvidet. Omkring Pet/dersens pianette flokkes, som mange gange før, Hanne Laursen og Jørgen Bing, begge fra Hjørring. Men i år også Barbara Borchorst, som vendelbocabaret’en har været syd for fjorden for at finde. Hun ses ellers på Jomfru Ane Teatret og Aalborg Teater. Ernest P. lover, at der ikke bliver noget genbrug i ”Forklædt som kunst”. Alle numre er ny. Han skriver en stor del af musikken, Laursen og Bing en del af teksterne. Men der kommer også ord fra Lars Topp, skuespiller på Aalborg Teater, Anni Gamborg, studievært på Nordjyllands Radio. En tanke om, at det royale bryllup skulle med på scenen i en eller anden form, er droppet. Til gengæld er der udsigt til, at der kommer numre om byggemarkedernes nye kunde, en handywoman, og om en af de nyere folkebevægelser, stavgang. Holdet instruere sig selv og hinanden er godt stykke af vejen. Den sidste afpudsning foretages af Helge Reinhardt, tidligere leder af Vendsyssel Teater, nu af Fredericia Musicalakademi. Cabaret’en, der er vist nogen tid i Hjørring, vises onsdag og torsdag på Restaurant Hedelund i Brønderslev. Efter yderligere nogle rundture kommer den til Den gl. Biograf i Vrå den 26.-27. august samt på Kunstcenteret i Dronninglund 2. og 3. september. Pedersens Sommer Cabaret har fået særdeles rosende anmeldelser. Anmelderne roser skuespiller Barbara Borchhorst, der er ny på holdet, men hun falder godt i med veteranerne på holdet.

Forsiden