Petri og Hannibal i Folkekirkens Hus

Michala Petri og Lars Hannibal gæster Folkekirkens Hus på tirsdag
4. oktober 2016 07:49

Det er en af de helt store lysende stjerner på den internationale musikhimmel, der tirsdag 4. oktober gæster Folkekirkens Hus i Aalborg.

Det drejer sig om blokfløjtevirtuosen Michala Petri, der giver koncert sammen med guitaristen Lars Hannibal.

Med en international karriere, der spænder over fire kontinenter og med mere en fire tusinde koncerter og utallige priser til følge, har Michala Petri etableret sig som en af de fineste instrumentalister i dag.

Hendes musikalitet og virtuositet har glædet og begejstret publikum overalt i hele verden.

Lars Hannibal har primært arbejdet som kammermusiker, og har siden 1980 turneret intensivt i Europa, USA, Mexico, Korea, Kina og Japan.

Repertoiret ved koncerten i Folkekirkens Hus spænder fra originalrepertoiret fra renæssancen og barokken over romantiske transskriptioner til ny musik komponeret specielt til duoen.

Petri/Hannibal Duo har eksisteret i 25 år.

I det kvarte århundrede har duoen spillet mere end 1.500 koncerter i førende koncerthuse, på festivals samt på Tv- og radiostationer i Europa, Asien, Amerika og Mellemøsten, og sammen har de udgivet 6 internationalt anmelderroste og prisbelønnede CD’er.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...