PFA-kunder må se langt efter afkast i første halvår

PFA har tjent gode penge i første halvår, men urolige finansmarkeder har ikke gjort noget godt for kunderne.

Allan Pollack, PFA's topchef, kan ikke give kunderne afkast i første halvår. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Allan Pollack, PFA's topchef, kan ikke give kunderne afkast i første halvår. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Mens det er gået frem for PFA i første halvår har mange kunder fået en lang næse. Kunder med markedsrente har fået negativt afkast på pensionen, viser regnskabet.

I regnskabet skriver PFA, at uroen på de finansielle markeder udløst af den truende handelskrig har været med til at "udfordre" afkastet for kunderne. Kunder med markedsrente har måttet notere sig et negativt afkast på op til 0,5 procent.

- Det er aldrig rart med nulafkast, men sparer man op i markedsrente, vil der uundgåeligt være perioder med en negativ udvikling på de finansielle markeder, og det vil påvirke afkastet i den konkrete periode.

- Pension er langsigtet opsparing, og ser du eksempelvis på afkastet over de seneste fem år, så kan en almindelig kunde i PFA Plus glæde sig over et akkumuleret afkast på op til 60 procent, skriver administrerende direktør i PFA Allan Pollack.

Det lave afkast til trods har PFA fortsat fået flere kunder, da der er kommet 237 nye firmaer og 39.000 privatkunder til. Indbetalingerne steg i halvåret til 18,1 milliarder kroner mod 16,8 milliarder kroner i samme periode sidste år.

Samlet landede PFA's driftsresultat til 639 millioner kroner i halvåret, et fald fra 968 millioner kroner i de første seks måneder af 2017.

- Jeg er tilfreds med første halvår, hvor vi lever op til de forventninger, vi havde, da vi gik ind i året. Og det i et første halvår, hvor særligt finansmarkederne har været udfordrende, skriver Allan Pollack.

Pensionsselskabet skriver, at man grundet de meget dyre aktier har spredt sine investeringer ud, og at det har været en god idé. Det tæller blandt andet TDC, vindmøller og ejendomme i Tyskland.

- Vores øgede fokus på unoterede aktiver såsom alternativer og ejendomme med mere stabile afkast har været en fordel i et finansielt marked, som vi har set i første halvår og været med til at trække afkastet op, skriver Allan Pollack.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.