ph.d.-grad

Peres
FORSKNING:Akademisk Råd ved Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet ved Aalborg Universitet har tildelt Peres Akrawi Hartvig, Institut for Byggeri & Anlæg ph.d.-graden. Afhandlingens titel er "Scour Forecasting - for Offshore Wind Parks" ("Scour-prognoser for havvindmøller"). Det treårige ph.d.-projekt på Institut for Byggeri & Anlæg på Aalborg Universitet søgte at udvikle en metode til at lave scour-prognoser. Scour er det fænomen, der opstår, når fundamentet forstyrrer den lokale strømning tilstrækkeligt meget til, at havbunden omkring fundamentet ændrer sig. Disse huller kan være så markante, at de ændrer fundamentets opførsel. I dag ved man, hvor store hullerne omtrent kan blive, men ikke nok om hvor hurtigt de ændrer sig. Hvis man kan forudsige udviklingen af scour-hullerne i løbet af fundamentets levetid, kan flere designalternativer undersøges forud for designbeslutningen og dermed forventes udgifterne at blive reduceret i nogle tilfælde. På baggrund af teoretiske overvejelser, modelskala-forsøg og simuleringer har Peres dels foreslået parametre til at beskrive scour-hullernes geometri. Dels har han foreslået ligninger til at beskrive parametrenes udvikling med tiden. Forskningsresultaterne er ikke modne til endelig brug men anses for at være originale og værdifulde skridt på vej mod målet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.