Aalborg

Ph.d.-graden

Kasper Koops Kratmann.

Kasper Koops Kratmann.

UDDANNET:Akademisk Råd ved De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter ved Aalborg Universitet har tildelt Kasper Koops Kratmann, Institut for Institut for Mekanik og Produktion, ph.d.-graden. Afhandlingens titel er ”Evaluation of compressive failure of pultruded unidirectional carbon fibre composites” og på dansk: Evaluering af kompressionssvigt for pultruderet ensrettet kulfiber komposit. Afhandlingen tager udgangspunkt i teoretiske modeller for kompressionssvigt og udleder heraf de materialeegenskaber, der er afgørende for komposits trykstyrke. Den indeholder eksperimentelle undersøgelser, hvor nye målemetoder er udviklet. Herunder digital billedanalyse der på få minutter kan analysere, hvor parallelt tusinder af fibre er placeret på mikroskopisk niveau. Afhandlingens resultater kan bruges til udvikling af fremtidens kompositmaterialer til brug i vindmøller, fly og letvægtsbiler. Afhandlingen er udført som en del af et Erhvervs-ph.d.-projekt med ansættelse hos Fiberline Composites A/S i Middelfart. Afhandlingens resultater er publiceret i internationale videnskabelige tidsskrifter og præsenteret ved internationale konferencer - sidst i Edinburgh i 2009. Kasper Koops Kratmann er vokset op i Viborg og blev i 1998 student fra Viborg Katedralskole. Herefter læste han til civilingeniør med speciale i ”Design af Mekaniske Systemer” på Aalborg Universitet, inden han blev tildelt et ph.d.-stipendium. Kasper Koops Kratmann fortsætter sin ansættelse hos Fiberline Composites A/S, som udviklingsingeniør med fokus på fremtidens kompositteknologi.

Forsiden