Phaeton-salget svigter - direktøren fyret

20. april 2003 08:00

Ifølge Bilbasen er der mere end almindelig enighed om uenigheden i VW-toppen. Volkswagens direktør for salg og markedsføring, Robert Büchelhofer, er i hvert tilfælde blevet enig med VW-bossen Bernd Pischetsrieder om, at det nok er bedst, at han tager sin afsked. Årsagen til bruddet er ifølge en pressemeddelelse fra Volkswagen uenighed om firmaets markedsføringspolitik. Det kommer ikke helt bag på folk i branchen, idet de to mænd tidligere er blevet enige om at være uenige. Dengang forlod Büchelhofer sin stilling hos BMW, mens Pischetsrieder var boss der. Han blev i stedet ansat hos VW, men da hans chef senere fulgte efter, var resultatet forudsigeligt. Büchelhofer kan ellers ikke siges at have været dårlig til sit job. I hans tid - fra 1995 til nu - er salget steget fra 3,4 til 5 millioner biler og omsætningen fra 39 til 87 milliarder euro. Nu går det imidlertid langsommere også for VW. Den nye luksuslimousine Phaeton bevæger sig ikke så hurtigt, som det kunne ønskes. VW har ganske vist officielt dementeret, at man har nedjusteret salgsmålene fra 12-14.000 til 7800 i år. Phaeton-salget går helt efter planen, hedder det. Büchelhofer skal imidlertid offentligt have kritiseret, at der fra begyndelsen er for få motorvarianter at vælge imellem, og at det er årsagen til det langsomme salg. Nogle brancheanalytikere hælder i øvrigt til den opfattelse, at VW burde have koncentreret sig om en hurtigere fornyelse af volumenmodellerne Golf og Passat i stedet for at investere så meget i en luksusmodel. Men Phaeton er jo VW-formanden Ferdinand Piëchs hjertebarn, så den skal nok omgås med forsigtighed, hvis man ønsker en fremtid i koncernen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...