Phelps stempler ud med medalje nummer 22

Michael Phelps tog sin 18. guldmedalje og 22. medalje i alt, da USA vandt guld i medleyholdkappen i London.

Phelps stempler ud med medalje nummer 22

Helt som ventet vandt USA guld i mændenes 4 X 100 meter medley ved OL i London, og dermed fik den levende amerikanske svømmelegende Michael Phelps en perfekt afsked med de olympiske lege, hvor han nu står noteret for 22 medaljer i alt.

Phelps har for længst slået fast, at han under ingen omstændigheder deltager ved OL i Rio de Janeiro om fire år, men han er alligevel næppe i fare for at miste sin rekord som alle tiders mest vindende OL-deltager lige foreløbig.

I London har han ikke bare passeret den hidtidige rekordholder, den ukrainske gymnast Larissa Latynina med 18 medaljer, men har altså også lagt sig på en suveræn førsteplads. Af de 22 medaljer er de 18 af guld.

Den 18. og sidste guldmedalje blev svømmet i hus i selskab med holdkammeraterne Matthew Grevers, Brendan Hansen og Nathan Adrian, hvor Phelps selv svømmede tredje tur, altså 100 meter butterfly.

De suveræne amerikanere var næsten to sekunder foran Japan, der lidt overraskende blev nummer to, mens Australien snuppede tredjepladsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden