Philip Larsen efter 2-6: Vi gik lidt i panik

Ishockeylandsholdet faldt sammen i de sidste 10 minutter mod Frankrig. - Det må ikke ske, siger Philip Larsen.

19. maj 2014 23:43

2-6-nederlaget til Frankrig mandag eftermiddag har slukket det danske ishockeylandsholds drømme om en plads i kvartfinalen ved VM.

Og de danske spillere er slået ud af skuffelse over et nederlag, der blev alt for stort, og som på mange måder var selvforskyldt.

- Personlige fejl. Ganske enkelt, lyder forklaringen fra Philip Larsen på, at Danmark gik fuldstændig kold i kampens sidste minutter og indkasserede fire mål.

- Det må ikke ske. Vi lavede nogle personlige fejl, som kostede nogle mål, og al ros til Frankrig, som ikke kunne have udnyttet det bedre.

- Det er en hård en at sluge lige nu. Der gik lidt panik i os til sidst. Nogle blev lidt for ivrige, og så opstod de fejl, mener Philip Larsen.

Backen har - igen i år - været en af Danmarks absolutte VM-profiler og har altid været dygtig til at lægge skuffelser hurtigt bag sig og fokusere på næste opgave.

Men i minutterne efter nedturen mod franskmændene lignede han én, der havde svært ved at se det sjove i at skulle spille en sidste, og i bund og grund ligegyldig, kamp mod Slovakiet tirsdag eftermiddag.

- Der er jo stadigvæk en stolthed at spille for, når man tager landsholdstrøjen på. Det må være det, vi skal fokusere på. Men det er svært at gøre sig store tanker om det, siger Philip Larsen.

Danmark har kun én gang - i 2010 - formået at kvalificere sig til kvartfinalen ved et ishockey-VM.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...