Danmark

Pia K.: Christiania viste falsk glansbillede

Christiania viste et falsk skønmaleri af sig selv, mener Pia Kjærsgaard efter et besøg.

Pia K.: Christiania viste falsk glansbillede

Pia Kjærsgaard, som leder Dansk Folkeparti, er meget fortørnet over, at en tv-journalist blev overfaldet på Christiania, efter at politikere fra Folketinget i selskab med politiet havde besøgt fristaden og var blevet filmet uden problemer.

- Jeg bliver så vred. Hvad er det dog for noget. Skønmaleriet krakelerer, siger Pia Kjærsgaard.

Hun mener, at folketingsmedlemmer må komme på uanmeldt besøg, hvis de vil have et rigtigt billede af Christiania.

- Jeg ved ikke, om jeg selv er klar til det. For hvem har lyst til at blive overfaldet, siger hun.

Politikernes besøg var anmeldt lang tid i forvejen. Pusher Street var lukket ned, bemærker Pia Kjærsgaard.

I Christianias presse- og kommunikationsgruppe er Britta Lillesøe chokeret, men ved ikke præcis, hvad der sket.

- Der er regler om, at man ikke må filme i Pusherstreet - og hvis han har gjort det, er det selvfølgelig ikke smart. Men det retfærdiggør ikke overfaldet, siger hun.

Journalisten fra TV2 fik hevet tøjet af og fik taget sit kamera, inden nogen smed ham ud af Christiania. En forbipasserende tog et billede.

/ritzau/