Pia Kjærsgaard ind i DF-konflikt

Aalborg-politikere gik hver for sig

AALBORG: De kom sammen - men de gik hver for sig - Dansk Folkepartis Anita Knakkergaard og Tommy Eggers. Ingen af dem deltog i forligsaftalen. Men Anita Knakkergaard forlod forhandlingerne ved frokosttid - halvanden time før partifællen sagde farvel. Det er almindelig kendt, at de to politikere har haft store vanskeligheder i samarbejdet, og det er almindeligt kendt, at de aldrig når en samarbejdsform, som er optimal. - Jeg ved ikke, hvad Tommy Eggers vælger at gøre, men inden vi begyndte forhandlingerne, var vi enige om at gå sammen, forklarede Anita Knakkergaard på vej ud af døren. Men Tommy Eggers blev i frokostpausen og lidt til: - Ja, det er rigtigt, at vi blev enige om at gå sammen, bekræftede Tommy Eggers, da han efter tænkepausen og adskillige telefonopkald til baglandet og til Christiansborg endelig havde besluttet sig. - Jeg går jo også, tilføjede han. - Jeg blev i frokostpausen og lyttede til andre gode menneskers råd, fordi jeg mente, at vi skulle blive og høre, om der var noget at forhandle om. Om den egentlige grund til at han blev, sagde han: - Anita Knakkergaard meddelte, at "nu går vi", uden at vi fik talt om, om vi skulle gå og hvornår, og om der var mere at blive for. Det mente jeg, at vi skulle, og derfor blev jeg, fortalte Tommy Eggers. Via partisekretariatet på Christiansborg blev partiformand Pia Kjærsgaard spurgt til råds: - Man mente i partiet, at det er vigtigt, at vi står sammen og ikke skaber spittelse. Jeg tog beslutningen om at gå ud fra min egen vurdering, men også ud fra de råd jeg fik, sagde Tommy Eggers, der igen og igen måtte forklare, hvordan han i år kunne gå, fordi DF ikke fik sine ønsker opfyldt på ældreområdet, når han selv i fjor var med til at føre en besparelse igennem på 50 millioner kroner. - Lige meget hvad jeg gør, får jeg røvfuld. Jeg kunne vælge enten at få skideballe fra Socialdemokratiet eller fra DF, og så valgte jeg altså Socialdemokratiet, forklarede Tommy Eggers. Grunden til, at DF, eller rettere Anita Knakkergaard, trak sig, var, at hun ikke kunne få ført 20 millioner kroner tilbage til ældreområdet af de 50 millioner kroner, som blev sparet i fjor. - Jeg ville have penge tilbage til blandt andet aften- og nattevagterne, til genoptræning, center for sindslidende, hjælpemiddelområdet, demensområdet og tøjvask til ældre, sagde Anita Knakkergaard. - I Dansk Folkeparti kan vi ikke holde til, at der spares så meget på de ældre, fatslog hun. Pengene ville hun hente ved at blandt andet at spare på undervisningen af de to-sprogede elever, på at sælge Huset i Hasserisgade, på et nordjysk operakompagni, på Det Hemlig Teater og på Ungdomsskolen. pil