Pia med magten

Dansk Folkeparti bærer ansvarets åg

KØBENHAVN:Magt er det mest vanedannende stof, der findes. Konstateringen er fra den radikale Niels Helveg Petersen. Nu er han og det lille radikale midterparti sendt på en kold tyrker af vælgerne, mens Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard prøver afhængigheden. Hun kan lide det. Pia Kjærsgaard skjuler på ingen måde, at hun føler sig blandt Rigets mægtigste. For gamle kulturradikale er magt næsten et fyord. Noget, man ikke kan være bekendt. Pia Kjærsgaard gør det derimod til meningen med sit politiske liv. Mere vil have mere, når hun i weekenden bliver hyldet på sit partis årsmøde i Margrethe-hallen i Vejle. Snakken over de sprøde sandwich i restaurationsgangen uden for landsmødesalen vil også dreje sig om ministerposter til det indflydelsesrige højreparti. Sidste år brugte de fleste ord som måske og hvis om et medansvar på regeringsplan. Nu har partiledelsen selv med optimistiske signaler fra sommergruppemødet i Sønderborg i august nærmest ændret det til et hvornår. Pia Kjærsgaard udtrykte holdning er, at spørgsmålet om ministerposter – det afgør hun selv. Bryste sig Dansk Folkeparti kan med god grund bryste sig af et år, hvor partiet lod regeringen tage ansvaret for at lukke seks milliarder ud i skattelettelser, men måde det skete på, var Pia Kjærsgaards. Sygeplejersken endte med at få det samme som direktøren. Der var de 130 km/t på næsten alle motorveje, men der var også et Dansk Folkeparti-farvel til at være protestparti. Når partiet bærer ansvarets åg, er det slut med ministerjagt. I årevis har en Peter Skaarup været på kalkunjagt efter politiske modstandere af enhver art, nu finder han en passende grimasse og nøjes med næseuddeling i ministørrelse til Lene Espersen i Dan Lynge-sagen for slet ikke at tale om forsvarsministerens seneste løben spidsrod i Irak-sagen. Regeringspartierne bryder sig ikke alt for meget om at indrømme Dansk Folkeparti den tydelige indflydelse. Statsministeren fremhæver gerne, at ni ud af ti lovforslag vedtages af store brede flertal i Folketinget. Ligesom integrationsminister Bertel Haarder gang på gang understreger, at udlændingepolitikken er regeringens. Dansk Folkeparti får kun lov at være kommarettere. Det er udenomssnak. Anders Fogh har kun ret i sin talmagi, hvis alle lovforslag tillægges samme værdi. Men Dansk Folkeparti lægger stemmer til alt det vigtigste. På samme måde med udlændingepolitikken. Indflydelsen er til stede allerede inden, regeringen sætter politikken på paragraffer. Alligevel afslører det, at Pia Kjærsgaards ministerdrømme kun er – ja, en drøm. Anders Fogh leger ikke med. På sidelinien Pia Kjærsgaard kommer til årsmødet med et frisk forlig om udlændingepolitikken. Men det bliver sværere at sætte sig nye mål for magten. Bevares, der kommer et forlig om finansloven om en god måned med cementering af ældrechecken. Men Dansk Folkeparti er på den Christiansborgske sidelinie i efterårets største politiske spændingsfelt. Regeringen er på vej med forlig med socialdemokraterne om arbejdskraften fra de nye EU-lande mod øst. Her er Dansk Folkeparti tilbage i rollen som dem, der er imod. På samme måde som med den den nye EU-traktat. Her er Pia Kjærsgaard på vej til at anbefale et dansk farvel til Bruxelles til fordel for en norsk ordning. Det kan godt være, at Pia Kjærsgaard synes, hun har magten. Det svære er at holde på den.