EMNER

Pia sælger sig dyrt

Dansk Folkeparti venter Folketingsvalg næste år

Sidste år Hammershus på Bornholm. I år med Dybbøl Mølle og Sønderborg Slot som kulisse. Dansk Folkeparti forstår at sætte rammen om sine sommergruppemøder. Hvor andre partier har det med at benytte grå kursusejendomme hos de politiske venner til favørpris, tænker Pia Kjærsgaard og hendes rådgivere moderne. Fotomulighederne siger nok så meget som de politiske signaler og Dansk Folkeparti rider de nationale symboler til hudløshed. Alligevel er det hele ikke kun moderne markedsføring. De politiske signaler fra Sønderborg interesserer selv en Anders Fogh Rasmussen på de sidste feriedage i det franske, når han over mobilen konfererer med sin spindoktor Michael Kristiansen om den dagsorden, han mandag vender tilbage til. Det er ganske vist udsalgstid på mærkevarerne i detailhandlen. Men på den politiske front går Pia Kjærsgaard den modsatte vej. Dansk Folkepartis prisskilt med tilbuddene til regeringen før efterårets forhandlinger om finansloven og næste års økonomiske politik viser, at Pia Kjærsgaard har tænkt sig at sælge sig dyrere end de foregående to års aftaler. Nu rumler den politiske teatertorden ofte højere end kanonerne fra 1864 omkring de historiske mindesmærker ved Dybbøl, der minder om mere dramatiske begivenheder end et politisk sommermøde, men alligevel er der grund til at tage Pia Kjærsgaard og Co. alvorligt. Bag de opskruede politiske krav ligger en analyse af kommende begivenheder i dansk politik. Dansk Folkepartis inderkreds er overbevist om, at statsministeren på et eller andet tidspunkt i løbet at 2004 bimler med valgklokken. Det er ganske vist et år før, det er absolut nødvendigt. Valgperioden løber til november 2005, men kalenderen rummer ikke mere end 365 dage. Pia Kjærsgaard tager højde for, at Anders Fogh Rasmussen også skal placere en folkeafstemning om den nye EU-traktat i løbet af de kommende par år. Og det hele kan jo ikke falde oven i hinanden. Holder Dansk Folkepartis kalkule, bliver efterårets forlig om finansloven den resultattavle, Pia Kjærsgaard skal have med i valgkampen for at overbevise sine vælgere om, at de fik noget for krydset sidste gang og får det igen. Regeringens betaling for et forlig bliver ikke nødvendigvis høj i kroner og øre. Dansk Folkeparti vil have noget til de ældre, til de syge og markere sin sociale profil. I det store billede er det bare småpenge, som nok vil kræve timelange forhandlinger, men i nok så høj grad mellem finansminister Thor Pedersen og de involverede fagministre som med Dansk Folkepartis regneark og finansordfører Kristian Thulesen Dahl. I bund og grund ender den del af spillet som en ekspeditionsforretning. Meget mere besværligt for regeringen er det, at Pia Kjærsgaard ikke kun vil sætte et fedt fingeraftryk på finansloven i snæver forstand. I år skal det hele kædes sammen med ideologiske mærkevarer, ikke mindst på udlændingeområdet. Dansk Folkeparti har tolket vigende meningsmålinger. Partiets mandatmæssige motor er stadig en højtråbende protest over for alt, der minder om knæfald for muslimske traditioner. Og så gasser Pia Kjærsgaard op på et område, hvor regeringen presset af de mange enkeltsager med danske statsborgere i klemme gerne vil signalere lidt mere menneskelighed, end de kolde tal giver indtryk af i statistikker over afviste asylsøgere i venteposition og familiesammenføringer. Det er mest et psykologisk spil. Afgørende er ikke en bytten købmand med nogle få mandater mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti. Så længe Pia Kjærsgaard kan holde fast i frafaldne, mangeårige socialdemokratiske vælgere, er det et sikkerhedsnet for Anders Fogh Rasmussen. Statsministerens problem er mere, hvis Dansk Folkepartis retorik bliver hysterisk for selv det borgerlige bagland. Mogens Lykketoft er parat til at samle op, efter strammerlinien har gået sin sejrsgang i det store oppositionsparti oven på et årtis intern debat. Hvorvidt Anders Fogh Rasmussen selv læser situationen og kalenderproblemerne på samme måde som Dansk Folkeparti er underordnet. Det er selvfølgelig ham som udskriver Folketingsvalget, men når Pia Kjærsgaard tror, valget venter om hjørnet, så kridter det banen af for efterårets politiske spil. Bolden giver hun op i Sønderborg.