Pianør bliver jambazzadør

Den nordjyske jazzpianist Knud Lauridsen er netop blevet valgt til at modtage Jambazzadør Prisen 2004. 4. marts 2004 uddeles prisen for 12. gang til "en musiker, som med talent og udgangspunkt i Nordjylland har udfoldet sig i jazzmusikken", som det hedder i fundatsen. Prisen består af et rejselegat på 6000 kroner, en koncert samt Thorvald Odgaards statuette "Jazzbacillen". Prisen blev i 1993 stiftet af et par nordjyske medier og Aalborg Kongres & Kultur Center. I priskomiteen sidder udover repræsentanter fra de tre stiftere af prisen også en repræsentant fra henholdsvis Jazzclub Satchmo og Jazzselskabet Aalborg samt jazzentusiasterne Peter Tage og Poul Krabbe. Den 65-årige jazzpianist Knud Lauridsen modtager prisen til den årlige Jambazzadørkoncert i Europahallen i AKK&C. Begrundelsen er hans 40 årige indsats for New Orleans musikken i Nordjylland. Som pianist og sanger, som arrangør og organisator. Prismodtageren er civilingeniør. Han blev født i København og flyttede til Aalborg i 1964. Han har været med i et utal af jazzorkestre, blandt andre: Rantzaus Street Jazzband/Six, Bowlers/theBowlers 1958, Trolle Behrens Wolwerines 1968-75, Aalborg Fodvarmere 1974-80, Limeriver Jazzband fra 1975, Dreamland Hot Seven 1978-85, Papa Daps Jazzband 1983-86, Laila Amstrup's Jazzin' Friends, Pebbes New Orleans Band, New Orleans Four siden 1990 samt New Orleans Joymakers. Knud Lauridsen har desuden spillet sammen med blandt andre Champion Jack Dupré, Wild Bill Davison, Jacques Gauthé, Ole Fessor Lindgreen, Thomas l'Etienne, Sammy Rimington, Keith Minter og mange flere. Ved Jambazzadørkoncerten til han spille med såvel New Orleans Four og i Limeriver Jazzband. Hovedparten af aftenens musik vil dog blive leveret af svenske Vintage Jazz Big Band. Vintage Jazz Big Band er fra Göteborg og spiller, som nogle af de eneste i Europa, vintage jazz. Bandet tæller 12 medlemmer og er et meget respekteret jazzband, blandt andet for sin evne til at kombinere tradition og egen stil.