Picasso skuffer

Rekord-stort besøg til udstilling af verdensberømt maler

Kunst 19. september 2003 06:00
AALBORG: Vi vil se giraffen... Nordjyderne valfarter til Picasso-udstillingen på Nordjyllands Kunstmuseum. Men selvom mange begejstres, bliver flere også slemt skuffede. - Vi udstiller cirka 30 værker, og hvis man tror, det er 30 af de store, berømte oliemalerier, kan jeg godt forstå kritikken, siger formand for museets bestyrelse, Lars Bang Jensen. Ifølge hans opfattelse, er langt de fleste dog glade, selvom enkelte ikke synes, der er noget at komme efter. - Udstillingen har et budget på 2 millioner kroner, og dem synes jeg, vi har brugt godt, fortsætter han. Lars Bang er især glad for de fine stregtegninger og skitser til Picassos version af "Frokost i det grønne", og han fremhæver også modellerne til de skulpturer, kunstneren lavede i samarbejde med den norske billedhugger, Carl Nesjar. - Det klart, at man ikke kan få alt for 2 millioner kroner. Det bliver kun en lille del af historien - ikke den store, forkromede gennemgang frem til Picassos død i 1972, understreger han. - Men det er mit indtryk, at folk synes, det vi viser er interessant, og det bekræftes også af besøgstallene, mener han. Ifølge Lars Bang har der indtil nu været mere end 5.600 besøgende på udstillingen, og det er mere end dobbelt så mange som i samme periode sidste år. - Folk kommer fra hele landet - ja endda fra Norge og Sverige, fortæller han. - Vi har selvfølgelig også andre udstillinger, der er værd at køre efter, men fire ud af fem kommer i hvert fald for at se Picasso, mener Lars Bang. Han er selv været med til at skaffe udstillingen, der fortsætter frem til den 2. november. Og den skæpper allerede godt i museets kasse. - Hvis man kigger på vores entreindtægter, er der næsten tale om en otte-dobling, fortæller han. - Samtidig har vi også mange flere glade gæster, og mange har også rost den måde udstillingen er organiseret og opbygget, fortsætter han. - Man lærer virkelig noget om den aldrende Picasso og hans måde at arbejde på. Og han var jo en fantastisk kunstner, som spændte vidt lige til det sidste. -lise
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...