Picasso som nordjysk prøvekanin

Nordjyllands Kunstmuseum sprænger budgettet med kommende Picasso-udstilling og afprøver samtidig nye ideer

Alle sejl bliver sat til, når Pablo Picassos værker om en måneds tid flytter ind på vægge og gulve på Nordjyllands Kunstmuseum. Udstillingen Picasso og Norden bliver nemlig den største af sin slags i lang tid, og det kan aflæses i både museets målsætninger og ikke mindst budget for udstillingen. - Vi plejer at have et årligt budget på 500.000 kroner at lave udstillinger for, siger formanden for museets bestyrelse Lars Bang Jensen. - Men alene på Picasso-udstillingen bruger vi to millioner kroner. Han er jo også et stort navn, og vi glæder os til at fortælle historien om hans nordiske forbindelse. Udstillingen starter 23. august og fortæller historien om Picassos samarbejde med den norske billedhugger Carl Nesjar. Og på museet vil man kunne møde kunstnernes værker i skitser, modeller, grafik og keramik. På Nordjyllands Kunstmuseum vil man også flytte lidt om på vægge og udstillingslokaler til mesterens ankomst, ligesom man vil tage museets to biografsale i brug til film om Picasso og Nesjars samarbejde. Og de mange kunstneriske tilbud, skulle naturligvis gerne trække en masse publikummer til udstillingen. - Vi håber på at få besøg af 10.000 gæster under udstillingen. Det er et slag på tasken, da det selvfølgelig kan være svært at vurdere, hvordan publikum vil tage imod det. Og ofte er vi jo afhængige af, at folk kommer på anbefaling fra de, der allerede har været og se udstillingen. Men Nordjyllands Kunstmuseum satser nu ikke udelukkende på at hverve publikummer via mund til mund metoden. Fra bestyrelsens side har man iværksat en omfattende pr-kampagne, der bl.a. tæller 15.000 flyers og masser af annoncer. - Det er jo lidt af en satstning, så derfor har vi også kastet os ud i det største pr-arbejde i mange år, siger Lars Bang Jensen. Derudover vil museet også bruge Picassos visit til at afprøve nogle udvidede åbningstider. Tirsdag vil man holde museet åbent om aftenen, og Lars Bang Jensen håber, at mange publikummer vil benytte sig af de ekstra lange åbningstider. Dem er der nemlig perspektiv i. - Det er lidt af et eksperiment, vi afprøver, i den tid udstillingen kører. Vores håb er, at både de lokale gæster og turisterne vil tage det til sig, sådan at vi muligvis kan omlægge åbningstiderne mere permanent. Det vil vi kigge nærmere på, når udstillingen slutter. Men også billetpriserne vil blive berørt af Picassos midlertidige ophold i det nordjyske. Entreprisen vil blive hævet til 65 kroner i udstillingsperioden, men det burde ikke få nogen konsekvenser for besøgstallet, vurderer Lars Bang Jensen. - I år hævede museet entreprisen fra 30 til 40 kroner, og der kom lige mange gæster. Så det er ikke prisen, der er afgørende for om folk tager på museum eller ej. Sådan vurderer vi det. 10 august begynder arbejdet med at få udstillingen på plads, inden dørene slåes op 23. august. Så der bliver altså rig lejlighed til at stifte bekendtskab med Picassos samarbejde med Carl Nesjar. Også om aftenen.