Picnic uden paptallerkner

Frokost i det grønne er højeste mode, og udstyret skal være i orden. Men den klassiske flettede madkurv er afløst af en mere praktisk picnic rygsæk

Stadig flere får øjnene op for charmen ved at nyde frokosten ved skov og strand, men samtidig skal udstyret være i orden. Vi gider ikke flade klemmer, køkkenrulle og papkrus og investerer gerne mange hundrede kroner i det rigtige picnic udstyr. Danskerne trodser i stigende grad det ustabile danske vejr og samler familie og venner til picnic i naturen, melder flere udbydere af picnicudstyr. I Spejdersport i Odense langes stadig mere picnicudstyr over disken: - Vi mærker tydeligt, at det er blevet moderne at tage på picnic. Vi sælger meget udstyr i form af picnic rygsække, foldbare stole og den slags. Det er vel nærmest blevet trendy, siger butikschef i Spejdersport i Odense, Kirsten Thyrri. Også københavnerne forlader i stigende tal deres lejligheder for at spise i byens parker, på standen eller i skoven. Det fornemmer Jes Pors, der driver boligudstyrsbutik i den københavnske bydel Frederiksberg. - At være ude er "in". Skovtur er blevet et stort nummer, siger han. Picnicudstyr bliver også i stigende grad brugt af virksomheder som gave til medarbejderne, fortæller Lars Michaelsen, administrerende direktør i firmaet Callas, der forsyner virksomheder med medarbejdergaver og reklamegaver. - Picnicudstyr er meget brugt, når virksomheder giver deres medarbejdere jule- eller sommergaver og benyttes også tit af virksomheders marketingafdelinger, hvis de giver præmier, siger Lars Michaelsen. Pap er kikset Den stigende forkærlighed for spisning i naturen er på ingen måde ensbetydende med rustik frokost. Både mad, vin og service til udflugten skal helst være af mindst samme høje kvalitet, som hjemme i boligen. Paptallerkner og papkrus er helt kikset. Den kølige hvidvin skal drikkes af rigtige glas sammen med det væld af små delikate retter, der anrettes på rigtige tallerkener og spises med kniv og gaffel. - Kunderne vil helst have både tallerkner, vinglas og hvidvinskøler, når de køber picnicudstyr, siger Kirsten Thyrri fra Spejdersport. At picnic i dag ikke er gjort med et tæppe, en termokande og en madpakke fremgår også af bogen "Picnic", som forlaget Aschehoug for nylig har udsendt. Heri giver forfatteren Arild Sandgren en række opskrifter på vellykket picnic, og det fremgår tydeligt af både billeder og tekst, at tidens picnic skal være overdådig. Hun skriver blandt andet: "Den overdådige picnic, som man kender fra 1700- og 1800-tallets overklasse, er igen ved at få en renæssance. Man samles igen i parker eller i naturen og pakker sine hvide damaskduge ud, hvor man sætter tallerkener af fint porcelæn og glas af krystal. Der findes picnic-kurve, der koster flere tusinde kroner: Og selv om de ikke er lige så store som Katarina den Stores picnickurv, er de næsten lige så velassorterede", skriver hun. Picnic i luksusklassen Kravene om porcelæn, stofdug, designerservietter og flaskekøler indebærer, at vægten på det mest nødvendige picnicudstyr let sniger sig op på fem kilo - før maden og drikkevarerne lægges i. Picnicdeltagerne kan dermed let risikere både svedskjolder på festtøjet og ondt i nakken, før selskabet overhovedet når frem til picnic-destinationen. Og det er forklaringen på, at rygsækken efterhånden har udkonkurreret den klassiske flettede kurv, som basis picnic udstyr. Jes Pors sælger slet ikke picnic-kurve længere. Kun rygsække. - Kurven ser romantisk ud, men man slæber sig en pukkel til, så vi fører kun rygsække, og folk betaler gerne 1000 kroner for en picnic-rygsæk med udstyr til fire personer, siger han. Callas sælger både kurve og rygsække til picnic, men vurderer også, at rygsækken har størst appel i dag. Firmaet fører endda en picnic-rygsæk, der med et snuptag kan forvandles til en trolleyvogn på hjul, som man kan trække efter sig. På den måde kan man uden rygsmerter trille af sted med krus, glas, tallerkner, skeer, gafler og knive til fire personer. Trolleyens grundudstyr omfatter sågar skærebræt, brødkniv, proptrækker, servietter og separat køleafdeling med aftagelig flaskekøler. - Det moderne menneske har mere forfinede krav og vil måske gerne gå en tur før frokosten og fordrer samtidig større bekvemmelighed. Og hvis fatter skal gå mere end et par hundrede meter med en kurv fuld af glas og tallerkener, bliver det jo lidt besværligt, siger Callas' direktør Lars Michaelsen. Picnic som scoretrick Når udstyret er på plads, er maden næste udfordring. I bogen "Picnic" bliver det slået fast, at picnic-mad ikke behøver at være af den mest avancerede slags, selv en tør brødskive med sveden ost smager bedre under åben himmel. Alligevel skinner det klart igennem, at maden gerne må være noget særligt. Blandt opskrift-forslagene i bogen er blandt andet krebsehaler med avokado-dip, hvid gedeost i chilisauce og kold agurkesuppe - hvordan man så får den helskindet ud i klitterne. Picnic er dog også muligt for folk uden toptunet picnic-udstyr eller gastronomiske evner. På den eksklusive restaurant Extra på Østerbro i København har køkkenchefen, Rasmus Kjær, udviklet et picnic-koncept, hvor man kan låne picnic-kurv med komplet service af restauranten, der også leverer mad og eventuelt vin. Konceptet bruges af mange virksomheder, når de holder medarbejderskovtur, men er også yndet af mænd, der vil imponere kæresten med en romantisk og velsmagende frokost ved Søerne, i Fælledparken eller på stranden. En picnickurv fra restaurant Extra med et udvalg af ni tapas, ost og dessert koster 300 kroner per person, hertil kommer vin og et depositum på 700 kroner for kurv og service, så det er ikke nogen helt billig fornøjelse, men det er et hit trods både pris og det ringe sommervejr, fortæller Rasmus Kjær, som kan bryste sig af titel som Årets Kok 2002. - Rigtig mange firmaer køber picnic hos os til op mod 30-40 personer, og det går også godt blandt par, hvor hovedsageligt mændene køber kurven, og derfor kaldte vi det oprindeligt en "scorebox". De behøver jo ikke at fortælle, hvor maden og udstyret kommer fra, siger Rasmus Kjær. Bryllups-picnic At picnic kan være et scoretrick, bekræfter også Jes Pors. Han har i sin butik en lille handy picnic-rygsæk med glas og plads til en flaske god rødvin, Cava eller Champagne. Den er en rigtig scorerygsæk, fortæller han. - Den sælger vi også rigtig mange af, især til bryllupper, for selvom man er blevet gift, kan det jo godt være en god investering at "nurse" konen lidt efter brylluppet, og at dele en flaske champagne i det fri er et godt udgangspunkt, siger Jes Pors. Heldigvis for regnvejrsplagede danskere forudsætter picnic heller ikke bagende sol. Man kan udmærket holde picnic i regnvejr, fastslår forfatteren Arild Sandgren i bogen "Picnic". For hvem har sagt, at picnic behøver foregå ude? Man kan udmærket holde picnic i lysthuset eller vinterhaven - eller inden døre. Man kan endda holde picnic om vinteren.