Pige lokkede ung mand i Facebook-fælde

Ung mand fra Sæby blev slået, truet, ydmyget og frarøvet penge og mobil. Tre unge i alderen 15 til 17 år er varetægtsfængslet.

Modelfoto

Modelfoto

En 18-årig mand blev natten til lørdag lokket i en fælde i Sæby, efter at han i en måneds tid havde mailet sammen med en 15-årig pige via internetwebsiden Facebook. - Det var et planlagt baghold, siger vagtchef Henrik Beck fra Nordjyllands Politi. Pigen havde aftalt med den 18-årige, at de skulle mødes ved Sæby Syd Skolen i Sæby fredag ved midnatstid. Da den unge mand nåede frem til skolen, mødte han dog ikke kun pigen, men også tre andre unge - to drenge og en anden pige. Slået og tvunget til at strippe Den 18-årige blev utryg, og den 15-årig pige begyndte at slå på ham: Han fik både et knytnæveslag og en albue i ansigtet. De tre andre begyndte at true den 18-årige mand - blandt andet førte de en kniv hen foran halsen på ham, ifølge Nordjyllands Politi. De tvang ham til at tage tøjet af, og han blev udsat for flere ydmygelser. Desuden blev han frarøvet 400 kr. i kontanter, en mobiltelefon og en nøgle. - Han blev i den grad ydmyget, siger vagtchef Henrik Beck. Og tilføjer, at den unge mand har haft det særdeles svært efter oplevelsen. De fire unge havde truet med, at "de vidste hvor han boede", hvis han anmeldte sagen, men politiet blev alligevel inddraget. Tre unge varetægtsfængslet Det lykkedes lørdag for politiet at fange de fire unge bag overfaldet, og de blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg. Her blev tre af dem varetægtsfængslet en uge, nemlig den 15-årig pige og en 16-årig pige samt en 17-årig dreng. En 16-årig dreng, som også havde befundet sig ved skolen på overfaldstidspunket, blev dog løsladt, da han ikke havde deltaget aktivt i overfaldet, oplyser politiet.