Pige på 10 år drak afløbsrens

ROSKILDE:En pige på 10 år risikerer at få varige mén, efter at hun drak af en colaflaske, som viste sig at indeholde afløbsrens. Episoden skete tirsdag aften, da pigen og hendes hold fra Stenløse spillede fodboldkamp på grusbanen ved Jyllingehallerne, skriver Dagbladet Roskilde. Colaflasken havde ligget i sneen i længere tid, og pigen begyndte straks efter at kaste blod op. Pigen blev overført til behandling på Rigshospitalet, og hun har tilsyneladende ætsningsskader på spiserøret. Ifølge avisen er flasken tilsyneladende havnet på grusbanen i fredags, da en gruppe drenge efter skoletid var ved at fremstille "bomber"./ritzau/