Fodbold

Pigebold for 10. år i træk

SEJLFLOD:Søndag 16. marts bliver der for 10. gang afviklet fodboldstævne for pigerne i Sejlflod Kommune. Over 100 piger, fordelt på 16 hold, spiller bold med og mod hinanden i Mou-hallen. Stævnet er for alle piger fra 2.-10. klasse i Sejlflod Kommune, og pigerne er delt i fire grupper - nemlig 2.-3. klasse, 4.-5. klasse, 6.-7. klasse, 8.-10. klasse. Alle piger, der vinder en gruppe, vil som synligt bevis få en trøje med logo, og desuden vil de få overrakt en vandrepokal. Arrangørerne lover samtidig, at alle aktørerne vil få en lidt større gave end sædvanligt, da det er jubilæumsår, hvorfor Mou Støtteforening har givet et tilskud til arrangementet. I år er det lykkedes arrangørerne at få fat i et par superligaspillere fra AaB til at komme og overrække pokaler og gaver til spillerne. I år har stævnet 12 hovedsponsorer, der dækker udgifterne til gaverne. Herudover er der 13 gavesponsorer, som enten har givet noget spiseligt eller andet, som pigerne kan bruge til pynt til sig selv eller hjemme på værelset. Mou Idrætsforenings Pige- og Dameudvalg, som står for stævnet, tæller: Tina Mårtensson, Hanne Søndergaard, Birte Knudsen, Tina Christensen, Ulla Madsen, Eli Bloch og Bent Skov. De vil alle være let genkendelige på deres nye sweatshirts, som de har fået i anledning af 10 års jubilæet.