Pigefodbold med begejstret publikum

HJØRRING:Første runde i Fortunas skolefodboldturnering blev spillet i går, og det gik ikke stille af sig. - Godt spillet! - Synd Louise, kom igen! - Spil den nu rundt! Holdkammerater og forældre stod og råbte og hoppede af spænding langs banderne, og der var godt med tempo på, for hvar kamp varede kun syv minutter. Især fra et hjørne lød der højlydte tilråb og klapsalver. Her sad fem 13 årige kammerater - 13 trekvart, gjorde den ene opmærksom på - og fulgte ivrigt med i fodboldspillet og pigerne. - Det er dejligt at se på. Der er godt med tempo i spillet, og det er dejligt at se på pigerne, sagde Giang Ngyung og Oliver Mortensen i munden på hinanden. Fortuna havde fået et par dygtige kvindelige fodboldspillere til at overrække præmier. Den tidligere landsholdsspiller og nuværende elitedivisionsspiller, Anne Mette Christensen, overrakte medaljer og pokal til 7.c fra Lundergårdskolen, som vandt for 7. klasse, mens landsholds- og elitedivisionsspiller, Tanja Majer Christensen, overrakte medaljer og pokal til 6.a fra Hjørring Private Realskole, som vandt for 6. klasse. Næste runde i skolefodboldturneringen spilles 5. februar.