Pigegarden fik femteplads i internationalt stævne

Musik 21. oktober 2002 08:00

Brovst Pigegarde vendte søndag hjem fra en begivenhedsrig uge i Spanien. En uge der sluttede med hård konkurrence, afslapning, hygge og shopping. Allerede torsdag morgen startede pigerne tidligt med at øve tatoo for at få det sidste på plads inden samme eftermiddags konkurrence. Senere på dagen blev det alvor for pigerne, der startede med presicion-march og derefter tattoo. - Og det hele gik bare godt. Alle smilede og gjorde sit allerbedste. Formand for garden, Jette Nielsen, begyndte selvfølelig at græde som sædvanlig. Vi blev meget overrasket over, at det kun var os og Oddergarden, der lavede tattoo ud af 15 garder, resten gav koncert, skrev pigerne hjem i et rejsebrev. Fredag var dagen sat af til afslapning og shopping indtil klokken 21, hvor det endelig var tid til prisuddeling i det tredje Trofeu Internacional de Bandes de Musica i Majorettes. - Nu var der mange, som pludselig fik ondt i maverne - sikken en spænding vi havde. Først skulle vi marchere ind på pladsen med fuld musik og spille foran dommerne - her fik vi alle overrakt medaljer og diplomer som symbol på vor deltagelse. 16 garder fra Luxenborg, Tyskland, Italien, Slovenien, Polen og Danmark deltog i stævnet, og konkurrencen var hård, med mange voksne musikere i de andre garder. Alligevel blev det til en femteplads med tilhørende check på 300 euro og pokal til Brovst Pigegarde, der scorede 86 ud af hundrede mulige point. De var dermed kun et enkelt point fra en tredjeplads. - Da vi skulle forlade pladsen blandede Odder- og Brovst garderne sig og marcherede i samlet opstilling med fuld musik tilbage til hotellet. Lørdag morgen afgik bussen mod dansk efterår og ventende forældre.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...