Pigekor gav koncert

PANDRUP:Nordjysk Pigekor gav en flot koncert, da de tirsdag aften optrådte i Jetsmark Kirke. De 30 medlemmer af koret beviste, hvorfor de er blandt de udvalgte, der slipper igennem nåleøjet til koret, da de underholdt de omkring 70 personer, der overværede koncerten. Der var tale om en påskekoncert, og pigerne fremførte tekststykkerne i de ni læsninger. Ind imellem teksterne sang koret nyere påskesalmer. De fremmødte blev også inddraget, da der blev sunget en fællessalme, og ikke mindst de to sidste vers var en stor oplevelse, da koret sang en overstemme, fortæller sognepræst Michael Berg. Pigekoret sang også det klassiske værk, Ave Maria, nyere motetter sant både kendte og mere ukendte salmer. Da det var en påskekoncert og den såkaldt stille uge, blev der ikke klapet mellem sangene før aftenens sidste indslag. Publikum gav pigerne et stort bifald, og koret kvitterede med at synge en gospelsang som ekstranummer.