Pigekor søger medlemmer

Musik 14. januar 2003 07:00

HJØRRING: På lørdag er der optagelsesprøve til Nordjysk Pigekor. Optagelsesprøven finder sted på Hjørring Musikskoles afdeling i Dronningensgade 18. Koret søger efter sangglade og musikalske piger i alderen 11 til 15 år. Ved prøven skal pigerne synge et vers af "Der er et yndigt land" og en selvvalgt sang. Desuden vil man blive prøvet i gehør, stemmens spændvidde samt en lettere prima vista. De piger, der bliver optaget, kommer først med i aspirantkoret, der er en slags korskole, men senere får de lejlighed til at prøve kræfter i koncertkoret. Koret øver hver torsdag på Hjørring Musikskole. I øjeblikket er der 60 piger i alderen 11 til 18 år med i koret. Heraf er halvdelen med i koncertkoret. Koret optager medlemmer fra hele Vendsyssel. Man kan melde sig til optagelsesprøven hos korets dirigent Anne Nørby Nielsen, forældrebestyrelsens formand Frede Salling Pedersen eller hos pigebestyrelsens formand, Elise Nielsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...