Pigekor søger nye stemmer

Alle i alderen 7-17 år kan søge om optagelse.

Hobro Søndre Skoles Rytmiske Pigekor har sine årlige optagelsesprøver i uge 34. Arkivfoto

Hobro Søndre Skoles Rytmiske Pigekor har sine årlige optagelsesprøver i uge 34. Arkivfoto

Hobro Søndre Skoles Rytmiske Pigekor byder velkommen til nye dygtige sangere. I uge 34 holder koret sine årlige optagelsesprøver, og alle i alderen 7-17 år kan søge om optagelse. Korleder Signe Sørensen og stemmecoach Camilla Hyttel besøger en lang række klasser i kommunen, hvor alle piger får mulighed for at melde sig til en prøve. - Vi søger dygtige, sangglade piger, med masser af gåpåmod og lyst til at bruge en masse tid på at udvikle deres sangtalent, siger korleder Signe Sørensen. Hun understreger, at optagelsesprøverne er hyggelige og uformelle, og at man ikke behøver at have gået til kor eller sang før. - Ofte oplever vi sangere, som slet ikke ved, hvor dygtige de er, siger Signe Sørensen. I uge 34 får alle 7.-8. klasser på Rosendalskolen, Hobro Nordre Skole og Hobro Søndre Skole besøg af Signe Sørensen og Camilla Hyttel. Piger, der ikke går på en af ovenstående skoler, kan melde sig til en optagelsesprøve ved at kontakte Signe Sørensen. Hobro Søndre Skoles Rytmiske Pigekor er et ambitiøst rytmisk kor på videregående niveau, med høje ambitioner og en stor arbejdsglæde. Der er 30-40 unge sangere fra hele kommunen. Sidste år kunne koret opleves ved store arrangementer som DGI Festival i Hobro, såvel som de var på en omfattende danmarksturné. Pigekoret har derudover udgivet en cd og indspillet en musikvideo, som kan ses på www.rytmiskpigekor.dk.