Pigekor værd at vente på

Pigekor var trækplaster, men også FDF-orkester imponerede

Julie Lykke Poulsen
Dan­marks Ra­dios Pi­ge­kor op­stil­let som vi ken­der dem, blandt an­det fra fjern­sy­net, hvor de syn­ger ved mid­nat nyt­års­af­ten. Foto: Lars Pau­li
Musik 16. januar 2007 05:00

BRØNDERSLEV: En musikalsk verdensrejse, som var værd at vente på. Sådan karakteriserede tidligere borgmester Jens Arne Hedegaard Danmarks Radios Pigekors nytårskoncert i søndags. Og publikums klapsalver gav ham ret. - Det var en fantastisk koncert, sagde Else Bak fra Brønderslev begejstret. Hun var med til nytårskoncert med to af sine veninder for femte eller sjette gang i træk. - Det er blevet en tradition, at vi tager af sted sammen hvert år, fortæller Else Bak. Skuffede sidste år I alt gav pigekoret en times skønsang til den årlige nytårskoncert på Nordjyllands Idrætshøjskole. De sang både danske vintersange og sange fra moderne musicals. Det var et populært program. Men publikum har også måttet vente længe på at høre radiopigekoret. Det berømte kor var nemlig også på programmet til sidste års nytårskoncert, men de måtte melde afbud med meget kort varsel på grund af sygdom. - Derfor er jeg også glad for at vi tog til Frederikshavn allerede i går, så vi ikke skulle over broen i stormvejret, sagde dirigent Michael Bojesen. En af Else Baks veninder, Kirsten Aagaard, var nu også glad for, at radiopigekoret først kom til Brønderslev i år. - Sidste år lå jeg også syg, og så ville jeg være gået glip af det, men nu fik jeg set dem alligevel, sagde Kirsten Aagaard glad. Som opvarmning for pigekoret, var Brønderslevs eget FDF-Brassband på scenen i en time. Bandet har vundet konkurrencer og imponerede blandt andet med deres Danmarks Suite og deres version af Radetzky March. Eneste minus var, at begge de flotte koncerter i Idrætshøjskolen led under rigtig dårlig akustik i salen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...