Pigen der toppede hitlisten før premieren

På fredag har den nye Stieg Larsson premiere - men den er allerede på toppen i Aalborg

Lisbeth salander (Noomi Rapace) behøver ikke en kikkert for at få øje på førstepladsen på hitlisten - den er i hus allerede en uge før "Pigen, der legede med ilden" får premiere i 98 danske biografer.

Lisbeth salander (Noomi Rapace) behøver ikke en kikkert for at få øje på førstepladsen på hitlisten - den er i hus allerede en uge før "Pigen, der legede med ilden" får premiere i 98 danske biografer.

Allerede en uge før premieren på toeren i Salander-filmserien, "Pigen der legede med ilden", kan BioCity i Aalborg notere filmen for en topplacering på ugens hitliste, over Tarantinos "Inglorious Basterds". - Ja, det sker jo ikke på forventningen om den succes, filmen næsten ikke kan undgå at blive, men fordi vi har vist filmen til en række snigpremierer allerede, siger biografernes administrationschef, Dorthe Elimar. - I alt har 1100 set filmen i Aalborg, indtil biografens lokale hitlistetal blev gjort op mandag formiddag. De har set filmen i løbet af de tre forestillinger, vi har haft på den i sidste uge. Vi har vist den ved vores egen maratonaften, hvor man kunne se både etteren, "Mænd, der hader kvinder", og den nye. Og så har vi vist den ved to firmaarrangementer - en helt åben forestilling, hvor det var Telia, der solgte billetterne, samt en anden, hvor det var Bog & Ide på Nytorv og i Vejgaard, der stod for salget, siger Dorthe Elimar. Snigpremiererne er kendt som en yderst effektiv markedsføringsmekanisme i filmbranchen. Det har en helt uvurderlig effekt på billetsalget, hvis først en film er blevet hele byens samtaleemne. Og det er en kendt sag, at en ven eller kollegas anbefaling af en film langt overgår værdien af en god anmeldelse. - Det skader jo heller ikke forhåndsinteressen, at så mange så "Mænd der hader kvinder" - eller at de tre romaner om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist er blevet læst af rekordmange mennesker, siger hun. "Pigen der legede med ilden" får verdenspremiere på fredag i 98 danske biografer, heraf ni i det nordjyske område, nemlig to i Aalborg samt biografer i Hjørring, Frederikshavn, Hadsund, Hobro, Nykøbing Mors, Thisted og Års. Næsten en million danskere har købt bøgerne og set "Mænd der hader kvinder" siden verdenspremieren i februar i år. I hele Norden har filmen indtil videre solgt mere end 2,8 millioner billetter.