Fugle

Pigen med høgen

Den 21-årige Jannie Marie Jensen fra Arden er blandt landets yngste falkonerer

ARDEN:Vejens børn kalder hende for pigen med ørnen, men den imponerende og stolte fugl, som Jannie Marie Jensen har siddende på en bue i baghaven i familiens hus, er ikke en ørn. Det er en Harrishøg, og den hedder Tristan. Det er ikke noget helt almindeligt syn, når Jannie er ude og lufte sin høg, men hun er heller ikke nogen helt almindelig pige - sådan da. - Jeg elsker at feste og gå i byen og være sammen med venner, så på den måde er jeg da helt almindelig, ler den 21-årige pige. Men hun elsker også at flyve med sin høg, og sammen går de to lange ture i mosen. - Der findes ingen bedre måde at slappe af på. På med handsken og så ud at flyve, siger hun. Og Tristan følger med næsten som hund, der kan flyve. Han flyver fra træ til træ, eller de leger og træner med den brune pølseformede kaninlokke, som Tristan elsker at angribe. Jannie er netop er blevet færdig med de to første år på Handelsgymnasiet Mariager Fjord, og står overfor en ventende sommerferie. Hun vakte dog lidt opsigt på handelsgymnasiet, da hun var til eksamen i mundtlig engelsk - og ikke kun fordi hun fik karakteren 13, der er den højeste karakter. Men også fordi Tristan var med til eksamen. Han sad stille og roligt i nærheden af Jannie og holdt nøje øje med, hvad der foregik, mens Jannie klarede sin eksamen på engelsk, som i øvrigt handlede om falkonerer og falkejagt. Falkoner på 21 år Og Jannie Marie Jensen er med sine 21 år blandt de yngste falkonerer i Danmark. Interessen for dyr og fugle - og i det hele taget naturen - har hun haft, lige siden hun var barn. - Mosen her bagved er jo nærmest en forlængelse af haven, og der har jeg leget og klatret i træer. Når jeg ikke gjorde det, så sad jeg og så dyrefilm, fortæller hun. På et tidspunkt da hun var omkring 12 år, blev hendes interesse fanget af rovfuglene, og tanken om at få en fugl selv begyndte at gro. Gennem en af hendes mors kolleger kom hun i forbindelse med Frank Skaarup Hansen, der er en af landets dygtigste falkonerer, og så bor han ovenikøbet i Himmerland. - Jeg ringede og spurgte, om jeg måtte komme, og det måtte jeg gerne. Så gik jeg derude flere gange i mine store gummistøvler, og han måtte høre på alle mine lamme spørgsmål, ler Jannie. - Både Frank Skaarup og hans kone Pernille er falkonerer, og de er nogle dejlige mennesker, siger hun med stor oprigtighed. Efter at have været hos falkonererne flere gange, samt have læst tonsvis af bøger om emnet, satte beslutningen sig for alvor fast: - Jeg havde fået sygdommen. Jeg var solgt! Jeg måtte have en fugl selv, siger Jannie. Hun besluttede sig for at få en Harrishøg, fordi det er en god fugl at starte med. Gennem Frank Skaarup Hansen fik hun så Tristan for snart tre og et halvt år siden, og da var han bare 13 uger gammel. Nu tager hun ham gerne med ud og viser ham og hans flyvefærdigheder frem og holder foredrag. Enten alene eller sammen med andre falkonerer. Papirer og politibesøg - Men det tog lang tid at få det hele i orden, for der er meget papirarbejde, der skal laves, og politiet skal ud og tjekke, at volieren er stor og god nok, fortæller Jannie. Men der var ikke noget at komme efter hos den unge pige, som iøvrigt også havde sin families opbakning til at anskaffe sig en rovfugl. - De er efterhånden vant til mine idéer, og de vidste ligesom, at det måtte komme. Men det skal da snakkes ordentligt igennem, inden man anskaffer sig en rovfugl, siger hun og tilføjer, at det gælder alle dyr, man anskaffer sig. Jannie har også haft andre dyr end høgen. Hun har kanariefugle og parakitter, som hun har gået på udstilling med og bagerst i haven er også et hønsehus. Men det er nu ikke derfra, at hun får de daggamle kyllinger, som udgør det meste af Tristans føde. - Dem får jeg gennem Frank, siger hun, imens hun serverer frokosten for den store brune fugl, som nøje holder øje med Jannie og maden, samtidig med at den forsøger at ignorere den fremmede gæst med den hvide blok og alle spørgsmålene. - Han er tryg ved mig. Vi er en flok, ham og jeg, og har et tæt forhold. Men han er stadig en vild fugl. Jeg kan ikke sidde og kæle for ham, og det skal man heller ikke. Han har brug for at være en vild fugl, og han har blot set det smarte i, at vi arbejder sammen. Vi er jagtkammerater, siger Jannie. Hun træner Tristan ved at gå ture med ham, hvor han får lov at flyve frit, og han flyver ikke langt væk fra hende: - Han ved jo også godt, at jeg er hans "madpakke", smiler hun. Som et led i at vænne ham til mennesker og gøre ham tryg i nærheden af mennesker, kommer Tristan også med indenfor i huset. På Jannies værelse sidder han på sin bue, og de mørke øjne følger nysgerrigt og vågent med i alt, hvad der sker. Men lige nu nærmer det sig ferietid for både ham og Jannie. For Tristan skal skifte fjer, og derfor bliver han meget snart lukket inde i sit voliere og fodret ekstra godt. - På den måde finder han ud af, at nu er der overskud til at fælde, og så kan han nå at blive flot igen til efter sommeren. Men så venter der et hårdt arbejde at få ham trænet igen, siger Jannie, men ser ikke ud til at være særlig trist ved tanken. - Jeg elsker det virkelig, men desværre er det næsten umuligt at komme til at leve af at være falkoner. Men jeg håber på, at nærheden med rovfuglene kan gøre mit liv bedre. Bare det at se Tristan med helt sorte koncentrerede øjne og fremstrakte kløer styre lige mod lokken - det er fantastiskt!