Pigen på den blå hval

FILM "Whale Rider" # # # # # # En sentimental hyldest til den stærke ener, som er i kontakt med naturens urkræfter og samtidig en historie om en lille pige, der kæmper en indædt kamp for at vinde de voksnes – i dette tilfælde en elsket bedstefars accept og anerkendelse. Paikea (Keisha Castle-Hughes) er kvik, klog og charmerende og har bare en fejl. Hun mangler den lille afgørende tissetap og kan derfor ikke blive høvding. Under fødslen døde hendes tvillingebroder og efterlod hendes maoriske stamme uden en arvtager til høvdingeposten. Hendes sorgtyngede far flygtede til udlandet og overlod det til bedsteforældrene at opdrage sin lille pige. Bedstefar og residerende høvding Koro (Rawiri Paratene) har ikke helt opgivet at få født en ny leder, men da farmand dukker op og fortæller, at han nu har fundet sig en ny tysk kone, som oven i købet er gravid, er der ingen vej udenom. Alle drengene i det lille samfund bliver indrullet i bedstefar Koros genoptrænings- og oprustningsprogram for at finde ud af hvem af dem, som skal være den nye høvding. Der er blot et lille problem. Paikea er både dygtigere til maorisk ursang og stavfægtning end hele banden af overvægtige, fjallede pubertetsknægte tilsammen. Hun er den virkelige arvtager til høvdingeposten, og den eneste, som ikke rigtig kan få øje på det, er selvfølgelig bedstefar Koro. Det er en dybt sympatisk, men også en ganske forudsigelig film. Det handler om det gamle stammefællesskab, som var en nødvendighed for at overleve i en barsk verden. Nu er det oprindelige maoriske samfund i opløsning, og druk, stoffer og kriminalitet hører med til dagens uorden. Filmen prøver dog ikke at sætte det oprindelige stammefællesskabs spillen fallit ind i en historisk, politisk og økonomisk sammenhæng, men stiller sig tilfreds med at besynge det oprindelige og uspolerede naturmenneskes direkte adgang til kræfter, der er større og mere guddommelige, end almindelige dødelige evner at fatte. Keisha Castle-Hughes gør det udmærket som lillepigen, der af hele sit hjerte kæmper for at vinde bedstefar Koros hjerte. Men hele skildringen er sovset ind i en sødladen sentimentalitet, der misklæder præstationen. Samtidig er skildringen af stammens forvandling fra hashrygende dagdrivere, som pludselig vågner til havvåd dåd, efter at Paikea har påkaldt forfædrene, skildret i så overvældende patosfyldte og dramatiske billeder, at det er lige ved at kamme over i ufrivillig komik. Mest for naturlyriske sværmere, der tror på at det uendeligt gode i mennesket altid vil sejre, og da især hvis hvalerne kommer én til undsætning. Patos og sentimentalitet står i kø for at tage livet af en film, der er påklistret en happy ending, som vil få selv hærdede Hollywood-instruktører til at spærre øjnene op. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk ] "Whale Rider" New Zealand, 2002. Instr.: Niki Caro En time, 45 min. Till. f. alle. Biffen, Aalborg. Danmarkspremiere