Piger efter bolden

38 piger mødte op til fodbolddag

JERSLEV:Væk med den! Tag den op i hænderne! Skyd! Råbene var velkendte, da store og små piger lørdag spillede fodbold på banen i Jerslev. 38 piger fra børnehaveklasse til 7. klasse var mødt op i solskinnet og den stærke blæst for at tage del i Jerslev-Sterup Idrætsforenings tilbud om en fodbolddag. Målet er at få nogle flere piger til at få smag for at spille fodbold, og det lykkedes umiddelbart. Omkring 25 af dem, der mødte op, spiller nemlig ikke fodbold til daglig. - Vi vil gerne give dem en mulighed for at snuse til fodboldspillet, forklarer træner for sandkasseholdet Benny Jakobsen. Ifølge træneren er puslespillet lidt svært at få til at gå op, fordi der er en stor spredning i alder af dem, der spiller til dagligt. - De små vil gerne snakke og lege, mens de store vil spille fodbold, så det er ikke altid så nemt. Benny Jakobsen håber derfor, at der, ud over de to pigehold og et damehold, der findes i forvejen, kan laves et hold for de mindste fra børnehaveklassen og til og med anden klasse. - Hvis vi kan blive en syv-otte stykker på hvert hold, vil det være fint, siger han. Fodbold er leg En stor del af det, fodbolddagen skal handle om denne lørdag er, at de små lærer, at fodbold også er en leg. - Vi har leget fangeleg, dødbold og sæt på halen, hvor børnene skal hive en hale af hinanden. Det drejer sig om motorik. De små lærer at løbe ordentligt, for det er det ikke alle, der kan, fortæller Benny Jakobsen. Og de små og store piger ser ud til at nyde det. De er delt op i fire hold, så der kan spilles kamp på to baner, og der bliver gået til den med ildhu. Det er sjovt - Der var ikke så mange, der gad, siger Laura Pølund om grunden til, at hun står i mål. Det gør hun ellers ikke til daglig, hvor hun også går til fodbold. Det er så sjovt, at det er rart med en ekstra omgang træning. I den anden ende af banen bliver målet vogtet af Nanna Lykke Thomsen. Hun går ikke til fodbold normalt, men synes det er sjovt at være her. - Vi har lært at drible, og vi har spillet amerikansk fodbold, fortæller hun om dagens begivenheder. Og hun er sikkert en af dem, som Jerslev-Stenum Idrætsforening vil sætte pris på. - Jeg skal til at gå til det, fastslår Nanna Lykke Thomsen, inden hun igen må koncentrere sig om målvogteriet.