Piger i kamp om 1/8 finaleplads

}SKOLEFODBOLD:Efter seks kampe og et kredsmesterskab er fodboldpigerne på Sortebakkeskolen nu kommet til 1/8 finalen i Ekstra Bladets store landsdækkende skoleturnering. Onsdag skal pigerne møde Ry Ungdomsskole, og kampen kommer til at foregå om formidddagen på hjemmebane på Nørager Stadion. Vinder de 13 lokale fodboldpiger kampen, er de "kun" to kampe fra at komme til at spille den eftertragtede finalekamp i Parken i november. Deres trænere er lærerduoen Jan Thomsen og Kaj Sørensen. Sidsnævnte har forud for onsdagens kamp været inde og kigge på de foreløbige resultater for onsdagens modstandere. - Pigeholdet fra Ry har modsat os ikke lavet mange mål i deres foreløbige kampe i skoleturneringen. Til gengæld er der heller ikke sluppet mange ind hos dem selv. På samme tid er to af deres fem eller seks hidtidige kampe blevet afgjort ved forlænget, påpeger træner Kaj Sørensen.