Piger synger på torvene

Mariagerfjord Pigekor giver fire udendørs koncerter rundt fjorden.

De får travlt, pigerne i Mariagerfjord Pigekor, når de skal hele fjorden rundt. Privatfoto

De får travlt, pigerne i Mariagerfjord Pigekor, når de skal hele fjorden rundt. Privatfoto

MARIAGERFJORD:Fire udendørs torvekoncerter på en weekend midt i byernes travle julehandel. Det lyder måske lettere ambitiøst, men er alligevel det seneste påfund fra ildsjælene bag initiativet, Mariagerfjord Noget for livet.

Med det populære Mariagerfjord Pigekor i hæsblæsende fart rundt med bus og en rullende scene har Noget for livet-gruppen sammen med det lokale foreningsliv sat sig for at sprede lidt ekstra god julehygge i Mariagerfjords fire hovedbyer i weekenden 15. - 16. december.

Selve koncerterne er arrangeret af Mariagerfjord Noget for livet og afvikles fra en stor lastbil, som ruller ind på byens torve og udgør scene for de ca. 35 piger i Mariagerfjord Pigekor.

Flere af stederne afvikles koncerterne i tilknytning til andre aktiviteter. Således vil der eksempelvis i Arden blive gennemført en for-koncert med elever fra Mariagerfjord Kulturskole, mens arrangementet i Hadsund er koordineret med byens deltagelse i den store juleindsamling for kræftramte børn, hvor danseren Mads Vad fra Vild med Dans dukker op på torvet.

Det er lidt af et projekt at afvikle fire udendørs koncerter med få timer imellem, men korleder Signe Sørensen fra Mariagerfjord Pigekor ser det som en sjov og spændende udfordring.

- Der er kun to timer mellem starten på den første koncert i Mariager til vi skal være klar til koncert nummer to i Hobro samme lørdag, ligesom der er kort tid mellem koncerterne i Arden og Hadsund, som foregår om søndagen, men det skal nok lykkes og pigerne glæder sig rigtig meget til den lidt anderledes oplevelse, siger korlederen.

Mariagerfjord Pigekors udendørs julekoncerter kan opleves følgende fire steder i Mariagerfjord:

Fruensgård Plads i Mariager lørdag 15. december kl. 10.

St. Torvn i Hobro lørdag 15. december kl. 12.

Spar Købmand/Kulturcentret i Arden søndag 16. december kl. 11.

Torvet i Hadsund søndag 16. december kl. 14.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden