Pigerne skal være Tritons garanter

Aalborg-klubben kan gå alene i front i 1. division

Flemming Olesen
Anna Rice står til at møde Gen­tof­tes Line Isberg i før­ste da­me­sing­le i da­gens top­kamp. Beg­ge spil­le­re har blot tabt en en­kelt kamp i hold­tur­ne­rin­gen ind­til nu.Foto: Lars Pau­li
Badminton 2. december 2007 05:00

AALBORG: Det er topbraget i den næstbedste badmintonrække, 1. division, der sættes i spil, når Triton Aalborg i dag besøger Gentofte. Begge hold har gjort rent bord i deres fire første matcher og står begge med 12 point. Men Gentofte fremstår dog som svag favorit, ikke alene i kraft af, at de har hjemmebane. De har også slået tabellens nummer tre og fire indtil nu, Odense og Herlev/Hjorten, mens Tritons sejre er kommet mod de fire nederste hold. Triton mangler således at møde de to førnævnte hold, hvor Gentofte står til mere moderate opgaver mod Hillerød og Humlebæk. For nærværende har Gentofte alligevel hentet seks enkeltsejre flere end Triton. Med spillere som Anders Boesen og Jim Laugesen i spidsen er Gentofte-holdet bundet op omkring stor rutine og erfaring, så der venter det aalborgensiske hold noget af en udfordring. - Jeg tror, vi kan snuppe en smal sejr, lyder det optimistisk fra Triton-træner Søren Hermansen, som dog erkender, at matchen i hans øjne kan svinge fra alt lige fra Gentofte-sejr på 9-4 til Triton-sejr på 8-5. - Vore piger skal være helt på toppen, og så skal herresinglerne følge med, lyder Triton-trænerens recept på sejr. - Og kan vi bare komme af sted med to point for en 7-6 sejr, så vil det være absolut glimrende. Triton har sine englændere Suzanne Rayappan og Jenny Wallwork til disposition, og det er dem, samt Anna Rice, Triton-træneren håber har den helt store dag. Brag udebliver I herresingle udebliver braget Anders Boesen-Taufiq Hidayat. - Den match får vi ikke, for Gentofte har en irer, Scott Evans, som har samlet så mange ranglistepoint, at han skal spille første herresingle. - Til gengæld får vores fynske nyerhvervelse, Jacob Damgaard, så chancen mod Boesen i anden herresingle, og det tror jeg faktisk kan blive en rigtig spændende match. Anders Boesen er jo ikke så forrygende stærk længere, som han har været, så måske kan ungdommen overraske rutinen her. Efter grundspillet går de fire bedste hold videre til oprykningsspil med henholdsvis 6, 4, 2 og 0 point. Her mødes holdene i en enkeltturnering, og vinderen vil avancere til Badmintonligaen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...