København

Pigerne slog til igen

Outlaws' floorballmænd tabte til gengæld pokalfinalen efter tæt dyst

Outlaws-Rødovre6-7 Floorball, pokalfinale mænd Outlaws-Hafnia4-2 Floorball, pokalfinale kvinder KØBENHAVN: Det har næppe været sjov at være en lovløs herre i bussen hjem fra København, for med i bussen var Frederikshavn Outlaws kvinder med en friskhøstet pokal. På mål af kvartetten Annika Bengtsson, Stine Jensen, Tina Jensen og Lise Munk afgjorde vendelboerne sagen uden de store problemer mod Hafnia. Allerede efter første periode var skabet stort set på plads med en nordjysk 3-0 føring. Den start overvandt sjællænderne aldrig, så for andet år i træk kunne Frederikshavns lovløse tøser lade sig hylde som pokalmestre. Og så vandt de formentlig også håneretten til hjemturen, for i modsætning til sidste år kunne herrerne ikke gøre dem kunststykket efter. Outlaws' tophold i den vestlige elitedivision fik ellers en god start på pokalfinalen i Sundbyøster-Hallen. - Tre gange kommer vi foran i første periode, men hver gang lukker vi dem ind i kampen igen, sukker Aage Gøgsig. Sukkene blev ikke mindre af, at Rødovre scorede fire mål på stribe fordelt over de tre perioder og dermed ændrede en nordjysk føring på 3-2 til deprimerende 3-6. Vendelboerne fightede sig dog godt tilbage i kampen med tre mål i tredie periode, hvor Dennis Hansen tilmed sad udenfor med en fem minutters udvisning i den hårdt spillede og meget intense finale. Frederikshavnerne var også meget tæt på at vinde pokalen i den forlængede spilletid, men tre store chancer blev misbrugt, hvorefter Rødovre slog til og scorede det afgørende mål. - Men vi fik da målt os selv i forhold til østholdene. Det ser da ud til, at vi er meget lige, konstaterer Aage Gøgsig. De seks nordjyske pletskud blev fordelt mellem Henrik Djurvall med tre mål og to assists og Ronni Graugaard med to mål og en enkelt assist, mens Alex Jensen debuterede med et mål og to målgivende afleveringer.toto