Pigerne stjæler stadig tv-billedet

Fodbold 5. september 2002 08:00

NORDJYLLAND: Det vil også i den kommende sæson være kvinderne, der stjæler billedet på de danske tv-skærme og derved scorer kassen, når langt over 100 håndboldkampe bliver sendt direkte på DR og TV2. På trods af at det danske herrelandshold sidste år vandt bronze ved EM, og dansk klubhåndbold for alvor fik markeret sig på herresiden med en semifinaleplads til Kolding IF i Champions League og en dansk Europa Cup-triumf i Challenge Cuppen til Skjern, har hverken DR eller TV2 i sinde at tildele herrerne mere sendetid. Formanden for Divisionsforeningen, Arne Buch, havde håbet på, at herrerne med den fornyede opblomstring kunne forvente at få en bedre eksponering. - Der må komme en bedre dækning af herrerne som en konsekvens af resultaterne. Vi har respekt for, at der er fokus på det mest interessante, men nu har herrene vist en attraktive vare, så jeg forventer også, at de vil få en bedre dækning, siger Arne Buch. Det kan TV2's sportschef, Morten Stig Christensen, dog ikke love, da der skal noget mere til for at slå kvinderne af pinden. - Herrene har taget det første skridt, og der er mulighed for, at de tager et endnu større til VM i Portugal. Man kan fornemme en større interesse, men vi kan ikke komme uden om det fakta, at kvinderne har været med igennem de sidste 10 år og har nogle trofaste seere, bl.a. bedsteforældregenerationen, siger Morten Stig Christensen. Han understreger dog, at antallet af herrekampe i løbet af sæsonen godt kan stige, hvis det for eksempel går godt i de europæiske klubturneringer. Ellers er det som sædvanligt lørdag eftermiddag, at den danske kvindeliga vil blive eksponeret. Morten Stig Christensen understreger, at der i den kommende sæson kræves et endnu bedre produkt end tidligere, da der nu er direkte konkurrence med Superligaen i fodbold, som sendes på samme tidspunkt på TV3. I første runde, den 7. september, lægges der da også ud med braget i kvindernes liga mellem Viborg og Slagelse. - Det kræver virkelig nogle klassekampe, og i starten satser vi på de sikre kort som Slagelse, Viborg, Ikast, GOG og måske Randers. Så må vi se, hvad de andre kan præstere, lyder meldingen fra TV2-chefen. Både på TV2 og DR vil antallet af transmissioner være nogenlunde som i sidste sæson. På DR vil der fortsat blive vist håndbold onsdag aften kl. 22.00, men selv om antallet af de sene kampe er øget fra fire til otte her i efteråret, så bliver der mindre plads til herrene, som ikke har kunnet trække nok seere. Mens de sene onsdagskampe har trukket omkring 450.000 seere hver onsdag aften, så er det ikke usædvanligt, at der har været 200.000 færre seere til herrekampene. - Det skal være nogle meget attraktive herrekampe, hvis de skal på onsdag aften. På det tidspunkt er der en stor bredde i seerskaren, som er interesseret i kvindekampe. De vil se en event og lader sig rive med, mens det mere er den sportsinteresserede, som tænder søndag eftermiddag, hvor vi viser mere herrehåndbold, forklarer Peter Nørrelund, redaktionschef på DR-sporten. Peter Nørrelund understreger, at det sociale ansvar forsvandt, da de to landsdækkende kanaler købte rettighederne af Dansk Håndbold Forbund (DHF) og Divisionsforeningen i foråret 2001. - Det er økonomisk vigtigt for klubberne at komme på tv, og der er da nogle, som forsøger at sælge sig selv. Vi vil også gerne afspejle alsidighed, men der er altså bare nogle hold, der sælger mere end andre, understreger Peter Nørrelund. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...