Pigerne strømmer til cup

Gistrup 20. marts 2003 07:00

GISTRUP: Efter en lidt vigende tilmelding til de to foregående turneringer i 2001 og 2002 tegner årets LKB Cup til at blive en succes ud over alle grænser. På nuværende tidspunkt er således tilmeldt mere end 30 hold mere til indkvartering end i fjor, og det betyder, at skolerne i Gistrup, Klarup og Nøvling allerede på nuværende tidspunkt er fyldt til sidste plads. I flere rækker er der således venteliste med over 32 tilmeldte hold fra ind- og udland, og specielt glæder det arrangøren, at der er tilmeldt 12 pigehold i 11 mands-rækkerne. Derfor opfordrer Tonny Steiness fra turneringsudvalget indtrængende lokale klubber til at melde sig til denne række så hurtigt som muligt, da der mere end nogensinde før bliver mulighed for at prøve kræfterne af mod mange nye stærke modstandere. Som følge af de glædeligt mange tilrejsende hold gælder det iøvrigt generelt at lokale klubber, der med stor interesse har deltaget i flere år i den store internationale ungdomsturnering i Gistrup i Kr. Himmelfartsferien, henvender sig så hurtigt som muligt for ifølge klubbens kampfordeler Bent Sørensen bliver det allerede på nuværende tidspunkt meget vanskeligt at finde baner nok til de mange kampe fra tidligt torsdag morgen den 29. maj til og med søndag middag den 1. juni. Det er specielt med en tilgang i form af mange nye klubber fra Norge og Tyskland, at den kommende LKB Cup tegner særdeles spændende.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...