Pigernes Bobo crooner også for mænd TVERSTED JAZZY DAYS: Bobo Moreno & The organisor giver koncert på Klitgården

TVERSTED:Jazzy Days i Tversted, Danmarks måske mindste, men absolut ikke mindst betydende jazzfestival, nærmer sig. Og Tversted på denne årstid rummer den særlige natur- og landsbystemning, der gør Jazzy Days til en speciel oplevelse i en blød og afslappet atmosfære. Alle koncerter er indendørs, og de ligger i gå-afstand fra hinanden. Natur, strand og jazzmusik går bare op i en højere enhed i Tversted i efterårsferien. I år kan festivalen mere eller mindre indirekte forårsage, at mændene får flere grå hår og spekulationer. Et af de kendte navne, der gæster Tversted er nemlig Bobo Moreno, der sammen med The Organizers giver koncert på Klitgården torsdag aften. - Bobo Moreno er hvad pigerne kalder ”lækker”. Så lækker er han, at vi måske bliver nødt til at reservere et antal billetter til mænd, der ”bare” kommer for at lytte til hans og The Organizers store musikalske kvaliteter, siger formanden for foreningen bag Tversted Jazzy Days, Thomas Østergaard. Selv glæder han sig iøvrigt vanvittigt til at høre sammensætningen af to så funky navne, og er henrykt over hvert år at kunne præsentere publikum for så store jazznavne. -Der er imidlertid påfaldene mange kvindelige bestillinger til Bobo Moreno koncerten. Men han udfordrer jo heller ikke bare kvinderne, men også Jazzsirenerne på deres hjemmebane, udtaler formanden. Jazzsirenerne, Tversteds populære lokale kvindebarbershop, driver i forvejen gæk med mændende. Når de øver sig, lægger de byen øde og lader mændene om at passe børn og hjem. - Vi har øvet det meste af året, men synes alligevel aldrig, at vi er helt klar. Omvendt får vi i år stor inspiration fra de professionelle sangere, udtaler Dorte Reinholdt, leder af den ni kvinder store Barbershop. Jazzsirenerne optræder lørdag 18. oktober, lige før den kendte amerikanske pianist Horace Parlan går på scenen på Hotel Tannishus. Hugo Rasmussens Latin Quartet indleder det omfangsrige program med en koncert på Tannishus søndag 12. oktober. Her skal Årets Jazznavn også hædres. Og det hele slutter i Tversted Kirke søndag 20. med Willy Egmoses trio.