Pigespejderne på ”plasketur”
Turen gik til både Antarktis og til Las Vegas

Galleri - Tryk og se alle billederne.
HJALLERUP:- Dagens tema var vand, så vi rejste blandt andet til Antarktis, hvor vi lavede vores egen is, og til Las Vegas, hvor vandet bliver brugt til at lave energi, fortæller Kit Hartmann Hansen, som er spejderleder for De Grønne Pigespejdere i Hjallerup og tovholder på projekt ”Plasketur”, som fandt sted på grundlovsdag som et tilbud til potentielle pigespejdere, og blandt andet omfattede omgang med vand - deraf navnet.
Mange piger i de yngre aldersklasser havde taget imod tilbuddet om at prøve at være spejder - alle førskolepiger og piger 0.-3. klasse var inviteret - og Kit fortæller, hvad formålet med arrangementet egentligt var:
- ”Plasketuren” viste faktisk ret tydeligt, hvad man bl.a. får ud af at være pigespejder. Du lærer styrken i at være og turde. Det at være spejder handler nemlig ikke kun om at tænde bål og binde knob - selvom det også er noget, vi gør. Spejder er et fundament, hvor pigerne lærer værdier som ærlighed, tolerance og omsorg. Gennem legen finder de ud af at samarbejde, lytte til hinanden og tage hensyn. Som spejder møder man hele tiden nye udfordringer, men det sker i det trygge fællesskab, hvor det er ok at prøve grænser af og på den måde lære sit eget potentiale bedre at kende.
Disse egenskaber og aktiviteter kom til fuld udfoldelse på dagen, hvor der blev plasket med vand, spist hjemmelavet is og rejst jorden rundt, og pigerne havde det mægtigt sjovt.
Hvis piger eller voksne har fået lyst til at være en del af fællesskabet De Grønne Pigespejdere i Hjallerup, så kan man kontakte Kit Hartmann Hansen på 28122226 el. hartmann.hansen@gmail.com.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.