Pigtrådsmusikken fylder 40 år

I dag er det 40 år siden pigtrådsmusikken kom til Brønderslev. Det var gruppen Nameless, der indførte pigtrådsmusikken. PG-Klubben blev stiftet 17. september 1964, og to dage senere blev den første koncert arrangeret. Det var fire unge Brønderslev-drenge, der udgjorde The Nameless, der indtog Brønderslev med storm. De fire var Jens Dalgaard-Nielsen Per Hansen, Mogens Jensen og John Nielsen. Per Hansen døde for nogle år siden. En af initiativtagerne til PG-Klubben, der stod for koncerten, var Per Mørk. Han mente, at der var basis for en popklub i Brønderslev, så ungdommen ikke behøvede at drage udenbys for at lytte til pigtrådsmusik. - Der var nerver på, da vi gik på scenen 19. september 1964, mindes Jens Dalgaard-Nielsen. Han mener at gruppen lagde kimen til det rige musikliv, der siden er opstået i Brønderslev. Mayflowers, Hoop og The Blue Van er blot nogle af de grupper, der har gjort Brønderslev kendt. Jens Dalgaard-Nielsen mindes, at der var stuvende fuldt hus på Hotel Phønix dengang. 700-800 mennesker kom der, for at høre den helt ny form for musik, som ungdommen dengang ikke havde det store kendskab til.