Jubilæumsgave: Pikkerbakken får ny udsigtsplatform

Den nye udsigtsplatform skal sikre bedre oplevelse af landskabet

Carl Åge Østergaard
Forberedelserne til Odden-projektet på Pikkerbakken er i gang med blandt andet fældning af træer.Foto: Peter Broen
Natur 13. juni 2018 07:28 - Opdateret 13. juni 2018 10:54

FREDERIKSHAVN: Frederikshavns kendteste udsigtspunkt på toppen Pikkerbakken skal have en moderne udformning med en hængende udsigtsplatform af beton. Det er en gave til byen fra fire af byens store virksomheder, Orskov, Trigon, Roblon og Uggerhøj i anledning af købstadsjubilæet.

Teknisk udvalg behandlede på sit møde tirsdag en ansøgning fra Park og Vej om 350.000 kr. til områdets vej- og stianlæg samt parkering, som skal forberedes til modtagelse af gaven

- Jeg tror, udsigtspunktet kommer til at se flot ud, og at frederikshavnerne bliver glade for det, siger formanden for teknisk udvalg, Karsten Thomsen (S).

Ideen om en ny udsigtsplatform er norsk inspireret. Flere steder i bjergområder dér er udsigtsmuligheden forbedret ved at besøgende kan komme nogle ekstra skridt uden for klippesider.

Platformen på Pikkerbakken får form som en miniudgave af Skagen Odde med Grenen som det yderste udsigtspunkt.

Ideen er at formidle områdets geologi og historie, forklarer projektleder Steen Heftholm, Park og Vej.

Klar til jubilæumsdag

Bag platformen placeres et 40 kvm stort bænkanlæg som et mini-bakkelandskab på det 200 kvm store Odde-betondække.

De fire virksomheder bag gaven giver 2,4 mio. kr. til projektet.

Teknisk udvalg synes, at kommunens udgift skal dækkes af jubilæumskontoen og ikke af teknisk udvalgs egne konti og har sendt sagen videre til økonomiudvalget. Det nye udsigtspunkt skal stå klar til jubilæumsdagen, 25. september.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...