Pil og halm i Hvolris

Pilegruppe gør jernalderlandsbyen levende

Møldrup 5. september 2002 08:00

HVOLRIS: Den kommende weekend kan publikum arbejde med pil og halm i Hvolris Jernalderlandsby. Det er Hvolris Pilegruppe, som vil vise børn og voksne, hvordan man kan bruge pil og halm på forskellig vis. Pilegruppen vil fortælle interesserede og give dem lejlighed til selv at prøve, hvordan man tænker sig, at jernalderens folk brugte materialerne. Børnene vil bl. a. få mulighed for at løbebinde kurve i halm, fortæller lederen af Jernalderbyen, Kirsten Eisenhardt. - Der er rundvisning i det arkæologiske område klokken 14, oplyser hun videre. - Man kan besøge de rekonstruerede jernalderhuse, og man kan tage frokostkurven med. Vi har bænke og borde under tag. Hvolris Jernalderlandsby er en selvejende institution, stiftet af Møldrup og Viborg kommuner samt Viborg amtskommune. Landsbyen ligger i Skals Ådal øst for Bjerregrav og omfatter godt 18 hektarer. Her er de seneste 40 år fundet og udgravet fund fra stenalderen op til middelalderen. De fleste fund og de bedst bevarede fund er fra omkring Kristi fødsel, altså et par tusinde år gamle. Her levede vore forfædre på Ådalens kant sammen med deres dyr, hvilket man kan få en fornemmelse af i udgravningsområdet. Hvordan de så har levet, kan man få en fornemmelse af på arealet ved siden af udgravningerne, for her indtil nu opbygget tre beboelseshuse og mindre ud- og værkstedshuse. Ved indkørslen til området er skabt en skulpturlund med skulpturer og landskabskunst, inspireret af stedets jernalderfund, i mytologien og i kristendommen. Længere fremme er opført en modtagelses- og kontorbygning med billetsalg, butik, café og en museumsudstilling af fund fra området.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...