Pilefletsrumskibe og lyssværdskovle

Tarzanbanens pilefletshegn kommer ikke til at stå alene. Nu skyder hytter op

Nørager 1. maj 2003 08:00

NØRAGER: En pilefletshytte skyder allerede sine grene i vejret på det grønne område mellem Sortebakkeskolen og hallen. Lige ved siden af er de indledende manøvrer til endnu en hytte indledt. Elever fra 1. og 2. klasse graver en rende, som pilegrenene sidenhen skal stikkes ned i. - Det er lidt sjovt og lidt hårdt at bygge en pilehytte, fortæller 2. klasseseleven Claus Møller Olesen, mens han ivrigt hakker sin spade ned i jorden. Hans kendskab til pilehytter begrænser sig til et billede i den instruktionsbog, der bliver fulgt. Til gengæld har Martin von der Hude, der går i 1.a, set en pilehytte før. - Der er en pilehytte i børnehaven. Den bliver helt tæt med en kun et helt lille mellemrum, siger han og illustrerer ved at holde tommel- og pegefinger få milimeter fra hinanden og knibe øjnene sammen. Star Wars Børnene er ikke alene om at bygge pilehytten op. De får hjælp af pædagog, Eva Simonsen. - Det er en billig måde at lave en hytte på. Og det er en taknemmelig plante. Ved Tarzanbanen blev der sat pil op som skel, og så fik vi ideen til at lave pilehytter, forklarer Eva Simonsen. Kommunen har sponsoreret pilegrenene. Nu skal de sættes i jorden. Siden skal de klippes til og vandes. Og leges med selvfølgelig. Børnene ved godt, hvad pilehytter kan bruges til. - Man kan lege, det er et hus, der er vokset godt til. Man kan også gemme sig derinde, men man kan jo kigge ind gennem døren, så man bliver nok hurtigt fundet igen, mener Martin van der Hude, der har opgaven med at gøre hullerne i jorden større. Michael Kærgaard fra 2.b understreger, at bare fordi det er en hytte, behøves den ikke nødvendigvis blive brugt som en sådan. - Man kan lege, at det er et Star Wars-rumskib. Så kan man kigge ud gennem grenene her, og forestille sig at styret er lige her foran, og man så flyver rundt, siger han, og lader sig ikke genere af, at det på et tidspunkt bliver umuligt at kigge ud mellem grenene. - Så kan man bare forestille sig, at man kan se ud, pointerer Michael Kærgaard, der har alle Star Wars-filmene på video. En af de andre foreslår, at skovlene bruges som lyssværd. Den ide holder dog ikke ifølge Michael Kærgaard. - Jeg bruger nu korte pinde istedet. Dem kan man bare samle op, så man ikke behøves at bære dem rundt, bemærker han.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...