Pilen peger på FIK og barometer-stigning

Det er udeholdet, der skøjter af med pointene i de nordjysk lokalopgør i ishockey i denne sæson

Ishockey 1. februar 2005 05:00

AALBORG: Motivationen er på Frederikshavn IKs side. Formkurven peger entydigt på Frederikshavn IK. Statistikken er i klar favør af Frederikshavn IK. Det handler om sæsonens ottende ishockeymøde mellem de nordjyske rivaler, AaB og FIK, i aften i Aalborg Skøjtehal, og det paradoksale synspunkt, at det er gæsterne, som står med de bedste sejrsmuligheder, trodser det faktum, at AaB'erne har den - normale - fordel af hjemmebane, og er på rækkens andenplads, hvor frederikshavnerne indtager en mere ydmyd sjetteplads. Men netop den sjetteplads, FIK'erne er på, er deres største motivationsfaktor i aften. De skal bruge en sejr mere for at være 100 procent sikre på at gå til kvartfinalerne - hvor AaB forlængst er sikret en plads, og hverken kan komme højere op eller falde længere tilbage i tabellen. Og formkurven, den er i høj grad i FIK's favør, for holdet har hentet point i de fem seneste kampe, hvoraf de fire er vundet. Med masser af FIK-scoringer til følge. Omvendt er AaB's angrebsmaskine gået i stå, for holdet har blot lavet et mål i de to seneste kampe, som tilmed er foregået på egen is. Og tjek så lige statistikken for denne sæsons opgør i Isligaen mellem AaB og FIK: AaB - FIK 2-3 FIK - AaB 0-3 FIK - AaB 1-4 AaB - FIK 2-3 FIK - AaB 3-4 Lutter udesejre, og det er i aften så i FIK's favør. De to hold stødte også på hinanden i pokalturneringen, og her vandt AaB - naturligvis - i Frederikshavn, hvorefter den eneste afvigelse fra statistikken kom, da AaB også vandt returkampen hjemme. Måske fordi de havde en 5-2 føring med fra den første kamp, og FIK ikke havde troen på, at de kunne vinde sammenlagt, og så blev det 3-1 til AaB. - Den der udebane sejrs-statistik i ligaen bliver der lavet om på nu, siger AaB-anfører Bo Nordby Andersen, som ikke var med i søndagens 1-2 nederlag til Herning. Her stod han over, fordi han under træning var ramt hårdt på sin ene fod af en puck under træning. - Jeg kunne slet ikke få skøjten på. Nu kan jeg gå normalt i mit fodtøj, så jeg er med 99 procents sikkerhed klar til at spille igen, lover han. Han erkender, at FIK'erne har meget at spille for, men omvendt mener Bo Nordby også, at det er vigtigt for AaB at komme på rette spor igen, inden det bliver alvor i kvartfinalerne. - Frederikshavnerne har slået os to gange, og det er to gange for meget. Vi tænker ikke så meget over, om det bliver dem, der kommer med i slutspillet. Det må de hold, der kæmper om pladserne selv afgøre. Vi har nok at gøre med vort eget spil, og vi skal til at score på chancerne igen, lyder det fra AaB'eren, som i øvrigt mener, at hans holdkammerater leverede en godkendt indsats mod Herning i de to sidste perioder, så i dag gælder det bare om at følge op derfra, hvor man slap i søndags. For FIK'erne er der i princippet heller ikke grund til at lave om på det, man har lavet på det seneste, og som har resulteret i en række flotte sejre i sidste halvdel af januar. 3 - 7 - 6 - 3 og 6 scoringer i de fem seneste kampe mere end antyder, at FIK-skytterne har fundet ud af, hvor modstander-buret er placeret. Det ligner endnu et af de hede opgør på den kolde is i aften mellem landsdelens evige rivaler.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...