Pilene fløj i Understed

80 spillere fra seks forskellige klubber dystede

Aalborg 16. januar 2007 05:00

UNDERSTED: Det kraftige stormvejr fik ingen indflydelse på weekendens dartstævne i Understed Forsamlingshus, hvor den arrangerende klub Thorshøj Dart havde inviteret seks andre klubber. Udenfor rasede stormen, og det var på et tidspunkt temmelig vanskeligt overhovedet at åbne døren ind til weekendens dartstævne, der blev afholdt i Understed Forsamlingshus. Inden for var der derimod hyggeligt og rart. De enkelte hold dystede i bedste sportsånd mod hinanden, og mellem de enkelte kampe kunne spillerne i ro og mag hyggesnakke henover kaffekopper m.m. Det to dage lange stævne var tilrettelagt af Thorshøj Dartklub, som havde fået tilsagn fra ikke mindre end knap 80 spillere fra seks forskellige klubber – Thorshøj Dartklub, Aså Dartklub, Brønderslev Dartklub, Hørby Dartklub, Mølledart fra Frederikshavn og Pilen fra Aalborg. De deltagende klubber spiller også mod hinanden i sæsonens turnering, men mødes derudover ca. en gang om måneden til et fælles uformelle stævne, som tilrettelægges på skift af de deltagende klubber. Stævnerne er ikke pointgivende, men har kun til formål at mødes til spil og socialt samvær. Lidt mere specielt er stævnet ”Old Day Dart”, hvor kun medlemmer over en bestemt alder kan deltage: kvinder over 35 og mænd over 40. Endelig er der stævner, hvor det drejer sig om klub- og kredsmesterskaber. På turneringsplan er spillerne opdelt i A- og B-rækker, men til de uformelle stævner er alle spillere lige, og kun opdelt i herre- og damerækker. De enkelte spillere inddeles i puljer, som fremkommer ved lodtrækning. Herefter spilles der i mixdouble, double og single. Til de tre bedste i hver række er der ”pokaler” udmøntet i sponsorgaver, som den arrangerende klub har sørget for. Der opereres dog altid med fire vindere, idet der er to vindere på tredjepladsen. Følgende spillere opnåede placeringer blandt de tre bedste: Mixdouble: 1. Marianne Thomsen, Mølledart, Michael Ranum, Pilen. 2. Britta Pedersen, Thorshøj, Magnus Madsen, Hørby. 3. Jane Borberggaard og Michael From, Mølledart/ Thea Nielsen og Tommy Smith, Aalborg. Damedouble: 1. Jane Borbjerggaard og Marianne Thomsen, Mølledart. 2. Vibeke Hansen, Mølledart og Thea Nielsen, Pilen. 3. Britta Pedersen Thorshøj og Lone Pedersen, Aså/Pia Hasselflug og Henni Overgaard, Mølledart. Herredouble: 1. Steen Lysen, Mølledart og Michael Ranum, Pilen. 2. Michael From og Jørgen Thomsen, Mølledart. 3. Arne Pilgaard og Tonni Andersen, Thorshøj/Kristian Holmgaard og Sejin Idriz, Mølledart. Dame single: 1. Jane Borberggaard, Mølledart, 2. Britta Pedersen, Thorshøj. 3. Vibeke Hansen/Yvonne Kristensen, Mølledart. Herre Single: 1. Steen Lysen, Mølledart. 2 Jørgen Thomsen, Mølledart. 3. Tonni Andersen, Thorshøj/Tommy Smith, Pilen. ÅB

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...