København

Pilot: Ryanair sagsøger folk langt ind i helvede

Flyselskabet truer ansatte med retssager, hvis de udtaler sig om arbejdsforholdene

Ryanair går ikke af vejen for en retssag - eller mange, påpeger pilot i selskabet. Foto: Scanpix

Ryanair går ikke af vejen for en retssag - eller mange, påpeger pilot i selskabet. Foto: Scanpix

KØBENHAVN:- Selvfølgelig møder vi op i Arbejdsretten i København. Alt andet ville være uhøfligt.

Det siger kommerciel direktør i Ryanair David O’Brien til Ugebrevet A4. Ryanair går nemlig gerne rettens vej. Ikke bare i Danmark, men også i andre lande i Europa, hvor der lige nu verserer sager mod lavprisselskabet.

Om to uger - torsdag 26. februar - indledes en sag mod Ryanair i Arbejdsretten i København. LO-fagbevægelsen vil have rettens ord for, at man på vegne af piloter og stewardesser lovligt kan køre en konflikt mod Ryanair.

Får LO-fagbevægelsen medhold, kan det i sidste ende føre til, at lavprisselskabet ikke kan få håndteret bagage eller få brændstof på i Københavns Lufthavn. Udsigten til retssag og en lammende konflikt får dog på ingen måde Ryanairs personaledirektør, Eddie Wilson, til at ryste på hånden.

- Vi er parat til at tage de retssager, der måtte komme. Og vi vil ikke holde os tilbage med at anlægge sager med krav om erstatning, hvis vi på ulovlig vis bliver forhindret i at drive vores virksomhed, siger Eddie Wilson til Ugebrevet A4.

Kan føre retssager i én uendelighed

Selv om det langt fra altid er godt for omdømmet, har Ryanair gennem sine 30 års eksistens vist, at det ikke skyr domstolene. Det irske lavprisselskab har været gennem en række retssager, og lige nu har selskabet mindst tre og formodentligt flere verserende sager.

- Den danske fagbevægelse kan godt forberede sig på at få testet sin tålmodighed. Ryanair er parat til at køre retssager i en uendelighed. Og når det gælder enkeltpersoner, sagsøger de gerne folk langt ind i helvede, fortæller en tidligere pilot ved Ryanair til Ugebrevet A4.

A4 kender identiteten på piloten, som har betinget sig anonymitet.

- Jeg vil gerne undgå, at Ryanair rejser sag mod mig. De slæber folk i retten ved mindste anledning, siger piloten.

Må ikke udtale sig

Stewardesser og piloter, som arbejder for Ryanair, bliver i deres kontrakter pålagt, at de hverken under eller efter ansættelse må udtale sig til medier om forhold i Ryanair. Gør de det - uden at have fået en udtrykkelig skriftlig tilladelse først - bliver de slæbt i retten.

I en ansættelseskontrakt, som A4 er i besiddelse af, står der direkte om reaktionen på udtalelser til medier:

”Du vil øjeblikkeligt blive bortvist og afskediget. I tillæg vil selskabet indlede retsmæssige procedurer mod dig.”

Ryanair: Det er noget vrøvl

En række kilder vurderer over for Ugebrevet A4, at Ryanair har to strategiske mål med at føre retssager. Det ene er at skræmme og tryne folk, som sætter sig op mod selskabet. Det andet er at trække sager i langdrag, så Ryanair kan tjene penge imens, og før sagen eventuelt går selskabet imod.

Den udlægning falder personaledirektør Eddie Wilson meget for brystet.

- Danske medier burde ikke løbe afsted med sådan nogle fordrejede oplysninger. Men det er lige præcis den slags vrøvl, vi har hørt lige siden, vi annoncerede vores planer for København, siger Eddie Wilson og konkluderer:

- Vores strategi for retssager er som alle andre selskabers: at forsvare vores interesser. Og vores interesse er at skabe vækst inden for luftfarten.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.