Pilotelev slipper for stor regning
Fik regning på 40.000 kr. for undervisning han ikke havde deltaget i
Opdateret kl. 07:27
AALBORG: En ung mand fra Aalborg ville så gerne være pilot, at han tilmeldte sig et kursus på Billund Air Center.
Men kravene til eleverne på kurset var så hårde, at han ikke ønskede at gennemføre del 2 af teorikurset.
Alligevel sendte Billund Air Center ham en regning på 40.000 kroner for de teori-lektioner, som han ikke fik.
Kunne afbryde
Nu har Vestre Landsret stadfæstet en afgørelse fra Retten i Aalborg om, at den unge pilotaspirant ikke skal betale for noget, han ikke har fået.
Han meldte sig i foråret 2011 til pilot-uddannelsen på Billund Air Center. Kurset varer 28 måneder og er bygget op i blokke med teoritimer og praktisk flyvning.
Ved introduktionen fik eleverne at vide, at de kunne afbryde kurset undervejs, og at de ikke skulle betale for de flyvetimer, de ikke fik. De ville dog heller ikke få penge tilbage for de teoritimer, de havde betalt for, ligesom et depositum på 15.000 kr. var tabt.
Slipper for regning
Efter den første teoriblok var overstået, opgav den unge aalborgenser af forskellige grunde sin drøm, og han kvittede kurset inden blok 2 blev startet.
Alligevel krævede skolen betaling for den anden teoriblok - godt 40.000 kroner.
Han ville ikke betale og mente ikke, at han var forpligtet til at betale andet og mere end det, der var aftalt på introduktionsmødet.
Retten i Aalborg er enig med den unge aspirant. Aftalen mellem skolen og eleverne er uklart formuleret, og giver ikke grundlag for at opkræve penge for teoritimer, der ikke er blevet holdt.
Så nu slipper den unge mand for regningen, og får desuden 8.600 kr. til dækning af sagens omkostninger.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.