Piloten der blev bonde og borgmester

H. O. A. Kjeldsen, godsejer, kammerherre og tidligere borgmester, Lerkenfeldt Gods ved Farsø, fylder søndag 80 år.

H.O.A. Kjeldsen, godsejer og tidligere præsident for Landbrugsrådet, fylder søndag 80 år.

H.O.A. Kjeldsen, godsejer og tidligere præsident for Landbrugsrådet, fylder søndag 80 år.

H.O.A. Initialerne er kendt i generationer af danskere som synonymt med dansk landbrug, så det næsten er overflødigt at tilføje efternavnet: Kjeldsen. Men de kendte initialer står for det mindre kendte Hans Olaf Agerup. Fra 1974 til 1995 var H.O.A. Kjeldsen en af landbrugets skarpeste profiler i en tid, hvor landbruget havde større samfundsøkonomisk vægt end i dag. Først blev han formand for De Danske Landboforeninger - i dag Dansk Landbrug. I 1979 blev han valgt til præsident for Landbrugsraadet, og som landbrugets førstemand forhandlede han erhvervets politik sammen med de siddende og skiftende landbrugsministre. H.O.A. Kjeldsen nåede i sin lange organisatoriske karriere at være formand for både de europæiske landmænds organisation, Copa, og for alle verdens bønder i den internationale organisation Ifap. H.O.A. Kjeldsen blev ikke født ind i landbruget. Han blev uddannet boghandler i 1953. Derefter udlevede han drengedrømmen ved at tage en pilotuddannelse i Canada og blev flyverløjtnant i 1955. Han havde det fint i Flyvevåbnet og kunne sagtens være blevet, men familiepligten kaldte. Og i 1956 overtog han familiegodset Lerkenfeldt i Vesthimmerland med jerseybesætning og planteavl. Piloten blev bonde, og hans stærke engagement og personlighed i det organisatoriske arbejde fik bønder over hele verden glæde af. I 1971 blev han formand for Landboforeningen Vesthimmerland og bestred posten i 25 år. I lige så mange år var han formand for bestyrelsen Sparekassen Farsø. I 1974 blev han formand for foreningen af jyske Landboforeninger og formand for De Danske Landboforeninger. Samme år blev han medlem af Landbrugsrådets præsidium. Fra 1979 til 1995 var han præsident for Landbrugsrådet. Ved siden af sit travle liv som godsejer og organisatorisk førstemand i landbrugets top fik H.O.A. Kjeldsen i en periode også tid til bestyrelsesposter i virksomheder som Det Danske Hedeselskab, ØK samt Monberg og Thorsen. Partipolitik kom først sent ind i H.O.A. Kjeldsens liv, for som præsident for Landbrugsrådet var det ikke hensigtsmæssigt at være medlem af et parti. To år efter, at han stoppede sin organisatoriske karriere, begyndte en ny i lokalpolitik. H.O.A. Kjeldsen meldte sig ind i Venstre. Han blev valgt ind i Farsø Byråd for partiet og blev i 1998 kommunens borgmester. Det var han frem til udgangen af 2006, hvor kommunalreformen lagde Farsø sammen med Vesthimmerlands Kommune. H.O.A. Kjeldsen valgte at trække sig ud af politik for at koncentrere sig om Lerkenfeldt, der i dag er en del af et driftsfællesskab med omkring 200 stykker kvæg i bygningerne. Og han har i dag nok at gøre med at vedligeholde bygningerne, der er fra 1540, og de 100 hektar skov, som hører til Lerkenfeldt. H.O.A. Kjeldsen er kommandør af Dannebrogordenen. Han er gift med Helle-Vibeke Kjeldsen, og de har børnene Mikkel Kragh Kjeldsen og datteren Kirstine Kragh Kjeldsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden