Pilotstrejke og konkurser kostede Københavns Lufthavn i 2019

Efter et hårdt 2019 har Københavns Lufthavn på grund af udbrud af coronavirus svært ved at spå om 2020.

Udbruddet af coronavirus betyder, at København Lufthavne ikke kan spå om, hvordan 2020 vil ende. (Arkivfoto)

Udbruddet af coronavirus betyder, at København Lufthavne ikke kan spå om, hvordan 2020 vil ende. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Strejke blandt SAS-piloter, færre Norwegian-afgange og lavprisselskaber, der drejede nøglen om, har kostet Københavns Lufthavn både passagerer og kroner og øre.

Det fremgår tirsdag af årsregnskabet fra selskabet bag, Københavns Lufthavne, der også har Roskilde Lufthavn i folden.

Tidligere har lufthavnen i København anslået, at de forskellige årsager har kostet en million passagerer. Derfor blev flere års vækst i Københavns Lufthavn bremset, og 2019 endte stort set på niveau med 2018.

Tirsdag har lufthavnen aflagt regnskab, og her kan man læse, at det også har taget en bid af både omsætningen og overskuddet i selskabet bag.

Det hænger tilsyneladende sammen med, at lufthavnen løbende har sænket taksterne for flyselskabernes brug af lufthavnen i både 2018 og 2019. Dermed har et status quo givet mindre i kassen.

Omsætningen er faldet fra 4,4 milliarder kroner til 4,3 milliarder kroner. Og nogenlunde parallelt er overskuddet faldet med lidt under 100 millioner kroner fra 1,1 milliarder kroner til cirka en milliard kroner.

Norwegian har i 2019 skiftet strategi og har derfor færre afgange fra lufthavnen i København. Samtidig er lavprisselskaberne Primear Air og WOW Air gået konkurs, og deres passagerer fra København har derfor manglet i 2019.

Til gengæld var SAS-piloternes strejke i en uge i april og maj - og de 4000 aflysninger som følge heraf - umiddelbart en engangsbegivenhed.

Alle disse faktorer er dog blevet skubbet i baggrunden for 2020. På grund af udbruddet af coronavirus tør Københavns Lufthavn ikke give noget bud på, hvordan 2020 ender.

Hvilke konsekvenser det får i Københavns Lufthavn er også uklart. I meddelelsen til regnskabet skriver lufthavnen, at den løbende vil "tilpasse de operationelle omkostninger".

Hvad det dækker over, er ikke uddybet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.