Pindsvin Verner får kærlig pleje

Linda Poulsen fra Thisted tager sig kærligt af pindsvin, der ellers ikke ville klare sig gennem vinteren.

Thisted 27. december 2010 20:30

Når man ser et pindsvin i dagslys, kan man være sikker på, at det ikke er helt rask. Pindsvin er nemlig nattedyr. Så da Linda Poulsen fra Thisted for nogle år siden fandt et pindsvin i dagtimerne, blev hendes interesse for de små piggede dyr vakt. - Jeg ringede til foreningen Pindsvinevennen og spurgte, hvad jeg skulle stille op med det, fortæller Linda Poulsen. Hun har sidenhen taget sig kærligt af flere pindsvin i hjemmet på Thykiersvej. Senest i november, hvor en kollega kom med Verner, der på det tidspunkt vejede 345 gram. - Du kan jo godt se, at når pindsvin taber ca. 300 gram hen over en vinter, så ville der ikke være ret meget tilbage af Verner, siger Linda Poulsen. Pindsvinene opkalder hun som regel efter den person, der kommer med den. Men i Verners tilfælde blev det kollegaens mands fornavn. Ikke kæledyr Linda Poulsen understreger, at pindsvin ikke er kæledyr. - Jeg plejer at lade dem være i en kasse, hvor de fodres med vand og killingeknas. Om foråret skal de sluses ud, og så supplerer jeg maden med orm og bænkebidere. Når de først er kommet ud, så smider jeg gerne lidt katteknas under buskene. De skal nok finde maden, siger Linda Poulsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...